På Highway 1 mod nord kommer man ad snoede veje på toppen af dramatiske klippeskrænter ind gennem enorme redwood-skove mod ensomme flækker og gemte vindistrikter.
Men der kan være god grund til at forlænge turen herop, hvor man kan møde rednecks, hvalspottere og vinbønder i en gudesmuk natur, som netop i september og oktober sædvanligvis viser sig fra sin bedste indian summer-agtige side.
Det er også på denne årstid, man som oftest kan se Golden Gate Bridge i sin helhed og uden at tåge indhyller den ene eller begge pyloner. Så undlad ikke at få taget det obligatoriske vi-var-her-foto til Facebook-vennerne fra p-pladsen på Marin Headlands lige nord for broen.
Så går det ellers nordpå ad det, der meget betegnende kaldes The Pacific Highway. Op mod naturparkerne, strandene, statsskovene, klipperne og vindistrikterne. Og de små forblæste byer, der kan genkendes som on location kulisser fra film og tv-serier. Med den herlige bonus, at vi har det hele næsten for os selv.
Vi kommer hurtigt op til de forrevne klippekyster og finder på en detour mod vest en ensom klippeknold, hvor vi kan spise vores medbragte frokost – med et par måger som eneste selskab. Vi har forberedt os som amerikanerne selv gør det og har frekventeret et Wallmart supermarked for proviantering. Så er vi uafhængige af at skulle finde et dårligt cafeteria, når sulten melder sig. Og heroppe nordpå kan der godt være langt imellem spisestederne.
Vi køber også en lille bærbar ice chest – en køletaske med indmad af hård plast. Så kan man i en hvilken som helst landhandel købe en pose isterninger eller fylde boksen med gratis is fra hotellerne. Hvem har brug for køleskabsstrøm, når man kan holde plastindpakkede sandwich og de lokale drikkevarer kolde i isvand.
I rovfuglehøjde på klippekysten
Vejen langs kysten bliver hurtigt stejl og snoet. Det er som at køre på en bjergtop med afgrund til kysten langt, langt nede – på begge sider af vejen og uden autoværn. Så der skal koncentration til – ikke mindst, når der en sjælden gang kommer en modkørende bil. Uden for bilruderne flyver høgene højt oppe og lavt under os. Her sidder en falk på en el-ledning, og der er en flok skarver ved at tørre vingerne i solen.
Turen går gennem eucalyptusskove, langs enorme græsmarker med duftende vild dild, og forbi de første gigantiske redwood-træer. I Bodega Bay tjekker vi ind på et motel, der bestemt har set bedre dage. Men der er udsigt over bugten – indtil tågen og havgusen ruller ind fra vest. Og vi er i gåafstand til byens bedste fiskerestaurant med friske østers til rimelige priser.
I Hitchcocks fodspor
Der er noget bekendt ved denne lidt shabby fiskerby med sine pæne villaer mod øst og de lidt klondike-agtige fiskerskure på bugtens vestside. Vi erfarer hurtigt, at det var lige her, at den filmdebuterende blondine, Tippi Hedren, i 1963 kæmpede mod kragerne i Alfred Hitchcocks gyser Fuglene.
Det er stadig muligt at se skolen, hvor byens børn bliver angrebet af de flaksende sorte fugle. Og man kan også i dag spise sig mæt i skaldyr på Tides Wharf Restaurant med udsigt over bugten.
En formiddagstur ud på Bodega Head, den yderste vestlige del af Sonoma-kysten, byder på vandrestier på toppen af nogle af de smukkeste og mest dramatiske klippestrækninger ud til Stillehavet. Her møder vi en kunstmaler med feltstaffeli og rejsepalet. Og en professionel hvalspotter aller yderst på en klippeknold. Han sidder helt stille og spejder mod vest og kamera med megatelelinse parat inden for rækkevidde.
Det er godt nok lidt tidligt på hvalsæsonen, men vi bliver ikke snydt. På vores vandretur langs the bluff, slår bølgerne højt mod klipperne, og høgene svæver ved siden af os i øjenhøjde. Her ser vi den pludselig. Hvalen. Et øjeblik er det store dyr helt oppe over vandspejlet, inden den igen dykker ned og slå et slag i luften med den karakteristiske hale. Spotteren har fået sine billeder – og vi er beriget med endnu en stor naturoplevelse.
Med russiske skindhandlere op til bananbæltet
Nordpå har vi til næste stop udset os den lille flække Gualala med 585 indbyggere og to supermarkeder. På vejen gør vi holdt ved Russian River for at tanke benzin i Jenner, hvor vi tillige har fået anbefalet Rivers End Restaurant med udsigt over floden og tæt på den store sælkoloni ved flodmundingen.
Flodens navn stammer fra første halvdel af 1800 tallet, da russiske bønder slog sig ned her for at dyrke hvede og andre fødevarer for det russiske imperium af trappere og skindhandlere, som strakte sig hele vejen op til Alaska. Nu om dage er Russian River et populært sted for lystfiskere med hang til laks.
Ikke langt derfra ligger det rekonstruerede russiske fort Fort Ross inde i den historiske statspark. Fortet markerer den sydsligste del af den russiske skindhandel, som i dette område ikke mindst baserede sig på havoddere.
Udsigten ud over de stejle skrænter mod Stillehavet tager vejret fra os, og på nogle af strækningerne priser vi os lykkelige for ikke at lide at højdeskræk. Det letter lidt, da vi kører nedad, og ind gennem Salt Point State Park. Hvis man kommer på disse kanter i april-maj, så er det værd at tage en detour mod øst, hvor den op til 30 meter høje rhododendronskov blomstrer i skyggen af de høje redwood træer.
Men da vi nu er i sensommeren så noterer vi os, at mod havet er der dejlige vandrestier, spændende tidevandssøer og en dejlig udsigt mod vores næste stop ved flodmundingen og den store sandtange, hvor de lokale hævder at hvalerne holder frokostpause, når de om vinteren migrerer mod syd.
Den typiske udkant
Gualala er typisk udkants Californien. En hovedvej skærer gennem byen, hvor to supermarkeder på hver side af vejen er indbyggernes samlingspunkt. Oprindeligt blev byen bygget op om et savværk, og fældning af de store redwoodtræer var i begyndelsen af 1900-tallet en profitabel affære. Der har været posthus, hvor legendariske Wells Fargo Express havde stoppested, ja sågar en danseskole og et opreahus hørte til Gualala i byens storhedstid.
I dag er det gamle, historiske Gualala Hotel fra 1903 – komplet med trævaranda og saloon – er desværre lukket. Måske for ombygning, eller hvad man nu kalder det, når regningerne ikke kunne betales.
Vi booker os ind på det dejlige motel Seacliff on the bluff med spabad, panorama vinduer til havet og egen terrasse. Ren luksus i et af de smukkeste naturskønne områder, hvor den i to dage står på vandreture, wellness, afslapning med en bog og sundowner vin på terrassen, mens pelikanerne samles på stranden og rovfuglene kredser oven over.
Ikke for ingenting bliver dette sted kaldt for Nordcaliforniens bananbælte, for her er næsten altid sol og blå himmel, når havgusen har pakket resten af kysten ind i tæt tåge. Og så tæller det på plussiden, at der både er en texmex og en fiskerestaurant i byen.
Vin og øl i Anderson Valley
Kyststrækningen drager stadig, da vi kører nordpå og ind i Mendicino regionen. Ved fiskerbyen Point Arena drejer vi ind i landet, for nu skal vi på tur i et af de små og relativt ukendte vindistrikter i Anderson Valley.
Den smalle og snoede Mountain View Road bringer os gelinde opad gennem kilometervis af store skove. Vejen ender midt i landsbyen Boonville på hovedvej 128, og hvis vi havde været lidt heldigere med timingen, så havde vi nået det årlige marked og dyrskue med rodeoshow, squaredance, fårehundeudstilling og alt hvad der ellers hører til. Vi skal senere opleve hovedbyen By Night, når vi skal spise buffalo- og vildtburger på The Buckhorn og købe et par Boont Amber Ale fra Anderson Valley Brewing Company lidt længere ned ad hovedgaden.
De fleste vingårde ligger rundt om flækken Philo, ti kilometer længere nordpå. Her indlogerer vi os i værelse 6 hos Bob og Lydia på det lille B&B, Anderson Valley Inn. Bob lægger brænde parat i det store fælles bålsted i haven, og han tænder tilmed op for os, da vi kommer tilbage fra vores pub-dinner i Boonville. Så vi lugter dejligt af brændt egetræ, da vi går til køjs.
Kaffe og hestesko
Vi vågner ved hanegal og henter frisk kaffe hos Lydia i receptionen, inden vi kører ud i vinlandet og nyder synet af de dejlige, grønne bakker og de bugnende vinstokke. Byen Navarro får en klokke til at ringe, men vi vælger at dreje af og besøge nogle af de mindre og helt ukendte gårde. Husch Vineyard med speciale i hvidvine med tysk smag er en af dem, Philo Ridge Vineyards er en anden og Lazy Creek en tredje. Ulempen er selvfølgelig, at smagsprøverne må begrænses betragteligt, når man skal køre bil bagefter, men det kan man komme udenom ved at booke en lokal chauffør i Boonville og tage en ekstra overnatning.
Ved den store Navarro landhandel kører vi ind for at proviantere. I et hjørne af parkeringspladsen holder seks lokale rednecks eftermiddagshygge med deres bulldogs og pitbulls – og de medbragte hestesko. En pind er sat i jorden, og så gælder det om at få hesteskoen til at snurre rundt om pælen og lægge sig til rette. Hesteskospillerne var desværre ikke så snakkesalige, så det vides ikke, om de var medlemmer af den officielle nationale hesteskokaster forening, NHPA, og derfor fulgte de officielle regler.
Californiens Cape Cod
Vores mål og afslutning på denne rejse til det nordlige Californien er byen Mendocino. Gennem Navarro River Redwoods State Park kører vi under de store træer og langs floden ud til kysten, lige nord for den pittoreske landsby, Elk. Igen langs kysten og gennem statsskovene til Nordcaliforniens svar på Østkystens Cape Cod.
Mendocino er en lille by med små lige gader med victorianske villaer i hvidmalet træ og frønnede skure fra tiden som savværks- og fiskerby. Hele byen er optaget i det nationale amerikanske register over historiske steder.
I 50erne flyttede kunstnerne til – og med dem turisterne. Også Hollywood fik øje på den smukke by på kanten af klipperne, og flere end 50 film og tv-serier er optaget her. Stop en hvilken som helst beboer på gaden ¨, og hun vil kunne udpeget præcis, hvilken trappesten, James Dean sad på i Øst For Paradis.
Mange af husene er i dag indrettet som Bed And Breakfast, og det er tilrådelligt at sørge for forudbestilling, selv når man kommer uden for højsæsonen.
Detektivhuset
Vi var heldige at få byens sidste ledige værelse i Blair House fra 1888. Det viser sig at være DET hus fra tv-serien Hun Så Et Mord, hvor amatørdetektiven Jessica Fletcher bor. Til gengæld trækker det ind ad vores vindue på første sal, og duggen driver ned ad ruden mens tågen har lagt sig som en dyne over klippeskrænten uden for.
Byen indbyder til at spadsere i og udforske kunstgallerierne, tøjbutikkerne og de små cafeer med økokaffe og kager, og måske besøge et af de historiske huse, der er omdannet til museum.
Et absolut must er en vandretur på stierne på Mendocino Headlands, et stykke vild natur, der omgiver byen på tre sider, og som er en del af den californiske kyst-vandresti. Mens bølgerne brager mod de enorme klipper kan man skue ud over havet mod vest og tænke på, at næste landkending derovre er Japan med en helt anden befolkning og en helt anden kultur.
Nogle få kilometer nord for Mendocino ligger endnu en stats-park, der er værd at besøge. Det samme er vandreturen fra p-pladsen og ud til det lille fyrtårn Point Cabrillo med museum og en turistshop. Hvis man er til mere ensomhed, så er det muligt at leje sig ind i fyrmesterens hus ved siden af.
Vi forlader Highway 1 lige syd for Fort Bragg og kører under redwoodtræerne md øst til Willits, der kalder sig selv Gateway to the Redwoods. Så har man ikke fået enorme sequoia træer nok, kan man fortsætte yderligere nordpå mod Humboldt Redwoods State Park, hvor giganterne står i række. Men vi drejer af her og fortsætter forbi rismarker og majsafgrøder gennem det flade land mod guldgraverbyerne omkring Sierra Nevada bjergene. Men det er en helt anden historie.
Offentliggjort i Berlingske 13. september 2013
