Mbuti-folket i DR Congo har traditionelt levet som nomader i regnskoven. Det gør de stadig, mens andre er blevet tvangsforflyttet og lever som en fattig og diskrimineret minoritet. Tilbage er nostalgien om det problemfrie liv i skoven.
MAMBASSA
Det var en onsdag aften til møde i Kvindelige Eventyreres Klub, hvor efterårsblæsten susede ned gennem Nyhavn, at vi – Lene Frøslev og Lene Topp – begyndte at drøfte muligheden for en fælles ekspedition til DR Congo.
Bænket ved det magiske runde bord i Eventyrernes Klub tog planerne form. Formålet skulle være at undersøge forholdene for pygmæerne – det oprindelige folk i det centrale Afrika. Vi ville opsøge de pygmæer, der stadig lever som jægere og samlere i den ækvatoriale regnskov i det nordlige DR Congo.
Vi kendte hinanden fra klubben, hvor den ene Lene havde afløst den anden Lene som formand. Lene Topp havde nogle år forinden været i Østcongo i forbindelse med et naturbevarelsesprojekt, og hun havde gode kontakter, som kunne hjælpe os.
I 2015 blev planerne realiseret. Vel fremme fik vi hjælp af en lokal præst, som vi var kommet i kontakt med gennem en fælles eventyrer og kollega. Pastor Marion P’udongo kendte nemlig til både området og til pygmæerne i Ituriskoven, og han ville gerne hjælpe os til at komme dybt ind i regnskoven.
Han kaldte os straks for ”Mama One” og ”Mama Two” og instruerede os i at foregive, at vi var troende missionærer på vej til et stort omvendelsestræf et par hundrede kilometer inde i regnskoven.
Sammen kørte vi gennem militære kontrolposter, forbi mulige landevejsrøvere og tæt på militante oprørsgrupper. Og et par kilometer efter byen Mambasa stødte vi på mengézen og hans skønne familie.
På jagt med Mengezen
“Phii, phii, phii, bwua, bwua, bwua, phii, phii, phii,” råber kvinderne og løber gennem underskoven i bare fødder eller umage klip-klapsandaler, mens de dasker larmende med tykke bundter af grene på buske og træer.
Deres opgave er at skræmme vildtet op og få dyret til at løbe ind i fangstnettet, hvor mændene sidder klar med bue, pil og spyd. Det handler om jagt, som det altid har gjort for pygmæerne.
Ituriskoven er med sine knap 63.000 kvadratkilometer – halvanden gange Danmarks areal – den største sammenhængende regnskov i det centrale Afrika. Her bor skovfolket mbuti-pygmæerne, der endnu formår at leve et delvist nomadeliv som jægere og samlere.
Matobe Mabilanka med ældstetitlen mengéze er en halvanden meter høj midaldrende spasmager, der kan få alle til at le på et splitsekund. Han tager gæstfrit imod os i Pembolejren. Han er født og opvokset dybt inde i bushen, tæt på Epulufloden i Ituriskoven. Her lærte han at fange antiloper og jage aber både med spyd, bue og pil. Og hans kone, Abungi, lærte her at samle lægeurter og bygge små runde hytter af bøjelige grene, dækket med store grønne blade.
“Vi flyttede fra sted til sted, alt efter hvor der var dyr at jage. Når der ikke var flere dyr, så flyttede vi bare et andet sted hen,” fortæller han om den traditionelle mbuti-livsstil.
Men Matobe og Abungi bor ikke længere ved Epulufloden. De er som tusindvis af andre pygmæer blevet presset til at flytte deres lejr ud til kanten af skoven, tæt på landevejen, få kilometer fra byen Mambasa.
Ituriskoven har i mange år været hærget af forskellige militser, der har tjent penge på krybskytteri og ulovlig minedrift samt udnyttet pygmæerne som gratis arbejdskraft og sexslaver.
“Det var meget hårdt for vores lille samfund at bo i skoven. Nogle af mine slægtninge er blevet dræbt af militserne. Og hvis de fandt min kone og mine døtre, ville de tage dem med magt og misbruge dem. Derfor har vi flyttet vores lejr her til landevejen,” forklarer mengéze Matobe.
Tre hytter og ingenting
Han er en begavet og meget lattermild mand. Han er samtidig den ældste i Pembolejren og bærer derfor titlen mengéze. I lejren bor omkring ti voksne og 15 børn. Mengézen er selv far til de syv. Lejren består af tre traditionelle runde hytter, hvor børn og voksne sover sammen, og en trækonstruktion, der fungerer som samlingssted med et par udslidte lastbildæk at sidde på, og en opbevaringshytte og et halvfærdigt lerklinet hus. Her er ikke elektricitet, intet vand, ingen toiletfaciliteter og intet køkken. Vandet hentes i et nærliggende vandløb, maden – bønner og casavarødder og en sjælden gang kød og fisk – tilberedes over bål. Og man går afsides inde i skoven.
Endnu en grund til at flytte lejren fra regnskovens mørke dyb til vejsidens larm og sol er et konstant pres fra både de congolesiske myndigheder og velmenende ngo’er. De ser gerne, at pygmæerne opgiver deres tusindårige livsstil til fordel for skolegang og adgang til sundhedsklinikker.
Lad børnene komme i skole
Nzuva Pendeza er en af dem, der prøver at overbevise pygmæerne om, at de bør flytte ud til vejsiden. Hun er leder af den statsstøttede lokale ngo Club des Volontaires pour l’Appui aux Pygmés (CVAP).
“Pygmæerne er nødt til at ændre mentalitet. De kan ikke fortsætte med at bo isoleret inde i skoven, hvor børnene ikke kan komme i skole. I dag er der ingen, der repræsenterer pygmæerne. Derfor er det vigtigt, at de får en uddannelse, så de med tiden kan blive en del af det politiske system,” mener Nzuva Pendeza.
Det er imidlertid ikke et argument, alle pygmæerne er enige i. Frygten for militserne er det største incitament til at flytte ud til landevejen, og når de har muligheden, sender mange pygmæer i dag deres børn i den lokale skole.
Hovedparten af pygmæerne i Ituriskoven vælger dog fortsat at leve inde i regnskoven. Og selv for dem, der er flyttet ud til civilisationen, er jagten stadig deres identitet. De forsvinder ofte ind i regnskoven i dage, uger og nogle gange måneder.
Skoven er vores
“Skoven tilhører os. Vi er de oprindelige congolesere. Det er os, der er eksperter i skoven, og vi har ret til at jage dyrene. Det vil vi aldrig holde op med, selv om vi nu bor ved vejen. Jagten er jo vores tradition,” siger mengéze Matobe. Og han stikker os et af sine skælmske smil:
“Vil I med på jagt?”
Alle deltager i jagten – mænd, børn og kvinder med babyer på ryggen. Det store fangstnet, flettet af lianer, lægges varsomt over skulderen. De små drenge bærer macheteknive, der er næsten lige så store som dem selv. De unge tager deres buer og pile, og mændene ifører sig lændeklæder og medbringer lange spyd. Der løbes og råbes og grines og larmes. Men der er ingen dyr i dag. De er nok længere inde i skoven, mener mengézen og hjælper med at pakke nettet sammen igen. Men den dybe regnskov er militsernes og krybskytternes territorium, så det er for farligt at bevæge sig i den retning.
Semi-nomader
Pygmæer som mengéze Matobe bliver af fagfolk kaldt for semi-nomader. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange pygmæer der er, for troværdige folketællinger findes der ikke mange af i DR Congo. Men Nzuva Pendeza fra CVAP vurderer, at der alene i Mambasaområdet er 185.000 pygmæer.
Hovedparten lever stadig inde i regnskoven som nogle af de sidste traditionelle nomader. Her har CVAP registreret 450 forskellige lejre. Verdensbanken har i flere rapporter beskrevet pygmæerne i DR Congo og vurderer, at der kan være op til 700.000 pygmæer i landet. Dertil kommer pygmæer fra andre stammer i samtlige centralafrikanske nabolande. Ifølge rapporterne bliver pygmæerne diskrimineret af flertalsbefolkningen af bantu-congolesere.
Mange betragter pygmæerne som dumme, fordi over 80 procent er analfabeter. Ofte arbejder de for bantu-bønderne på slavelignende vilkår til ingen eller meget lav løn. Pygmæerne har ikke ret til at eje jord, og derfor bliver de ofte tvangsforflyttet fra den plads, de ellers havde fundet ved vejsiden.
Flere ngo’er, der har arbejdet med mbuti-pygmæerne, fortæller, at kvinder og piger bliver voldtaget, blandt andet af militserne, ud fra en betragtning om, at samleje med en pygmækvinde gør bantu-manden stærkere.
“Mange kvinder er blevet voldtaget og er derpå blevet forladt af deres mænd og udstødt af pygmæsamfundet,” fortæller Aminata, en lokal kvinde, der har arbejdet med voldtægtsofre for den italienske ngo COOPI.
Ud af nationalparkerne
I 1970’erne besluttede regeringen at forbyde bosættelse i landets nationalparker, og flere grupper af mbutifolk blev tvangsforflyttet. Det var også tilfældet for mbutifolket tæt på Bukavu, længere mod syd i DR Congo. Disse pygmæer lever i dag mange, mange kilometer fra regnskoven i større, isolerede landsbyer af lerklinede huse. Her, langt fra nomadetilværelsen, er der ikke længere små hytter af grene og blade, der kan bygges på en dag. I stedet bor pygmæerne i større huse med flere værelser og sover i sengemøbler, der er hævet fra jorden.
I landsbyen Bujungule bag en stor teplantage tager mengéze Maregane imod, iført sin imponerende katteskindshat.
Skoven er et paradis
“Jeg var 11 år, da vi blev smidt ud af nationalparken Kahuzi-Biega. Livet var meget anderledes for os i skoven. Der var færre lidelser, og man spiste godt. Jeg håber virkelig, vi kan komme tilbage. Skoven er et paradis for os, der havde vi alt. Her er ingenting. Jeg kan slet ikke klare at tænke på, at jeg måske skal blive her,” siger Maregane.
Hans længsel efter skovlivet vækker genklang blandt mange af de ældre, som med glæde fortæller om det kølige mørke i bushen, hvordan de samlede vild honning, insekter og gode spiselige rødder og om det dejlige antilopekød, de delte, når jagten var gået godt.
Men Maregane er stadig håbefuld:
”Jeg er overbevist om, at en eller anden dag kommer jeg tilbage til skoven. Nationalparkfolkene skal give Kahuzi-Biega tilbage til os. For skoven er vores.”
Alt var godt engang
Lui, en gammel, vejrbidt mandsling, husker tydeligt, hvordan han engang var med til at dræbe en skovelefant med et forgiftet kalunga-spyd. Han fortæller også, at pygmæerne aldrig har jaget de nu udryddelsestruede gorillaer.
Ingen her synes at kunne huske noget skidt ved at bo og leve i regnskoven – og nævner heller ikke militserne med et ord – på trods af, at de også hersker over skoven hernede sydpå. Måske fordi de godt ved, men ikke kan rumme, at drømmen om det simple liv i skoven er passé.
Selv om de lever i vidt forskellige verdener, mbuti-pygmæerne i henholdsvis syd og nord for ækvator, så er de enige om én ting: Det farligste ved at leve i skoven er slangerne. Dem skal man have særlige kræfter for at hamle op med, fortæller de gamle.
Nattemørket og kæmpeslangen
Tilbage i Pembolejren oppe i Ituriskoven ved Mambasa mod nord er vi inviteret til underholdning med sang, dans og trommespil i den mørke tropenat. Lynene flænger fra tid til anden himlen, og regnskoven synes at lukke sig om os.
Vores ven, mengéze Matobe, står for underholdningen og udfolder sit dramatiske talent i mytefortællingen om flere generationer af mbuti-pygmæer, der er i krig med en kæmpeslange. Han kan fortælle i timevis, mens børnene måber, og kvinderne smilende afventer afslutningen på fortællingen om, hvordan en modig pygmæ til sidst med list overvinder kæmpeslangen med de syv hoveder.
Mengézen understreger moralen i historien: Pygmæerne lever med store trusler, men håbet lever, om – som i mytefortællingen – at mbuti-folket vil klare sig og overvinde fjenden til sidst.
Han hilser os farvel med et stort smil og sit særlige fingerknipsehåndtryk, inden vi i natten kører ad den røde, støvede landevej gennem regnskoven tilbage til Mambasa.
Kapitel bragt i antologien Kronisk Rejsefeber – Mod på at rejse, udgivet af forlaget De Berejste 2021. Lignende artikel om skovens folk er bragt i tidsskriftet Udviklling i 2016.