Jeg elsker Damaskusporten. Med sine imponerende sandstenstårne er det den nordligste, den ældste og den smukkeste af de syv porte til Jerusalems gamle bydel.
Gennem porten på dette sted gik romerne for 2000 år siden ind på hovedgaden, Cardoen. Her red korsfarerne for snart 1000 år siden til den forjættede by. Her kom den navnkundige muslimske hærfører Saladin og generobrede Jerusalem. Her gik den israelske hær ind efter seksdageskrigen i 1967 og okkuperede Grædemuren.
Og i dag sluger Damaskusporten ultraortodokse jøder med slangekrøller og mærkelige hatte, palæstinensiske familier med bedetæpper og kristne pilgrimme med kors om halsen, der alle haster gennem det arabiske kvarter til hver sin helligdom.
For Jerusalem er den helligste af hellige byer for troende fra de tre monoteistiske religioner, der tror på én og kun én Gud: jødedom, islam og kristendom. Og netop derfor var og er den ene kvadratkilometer bykerne både arnested for krig og ulykke, såvel som tilbedelse og glædesudbrud
.
Gennem portens L-formede indgang åbner Al Wahd-hovedgaden til den arabiske souk med boder og gadesalg, små cafeer og bagved smalle gyder med trange beboelseskvarterer. Med kakofoniske råb falbydes her nye underbukser, kinesiske sneakers, abrikoser og jordbær og friskpresset granatæblejuice, mens duften af kardemommekaffe blander sig med nybagt brød og sved fra de travle forbipasserende.
Man holder til venstre og føres med strømmen af mennesker forbi den store jødiske bosættelse, videre ned til tredje og fjerde station på Via Dolerosa, hvor Jesus faldt og mødte sin mor, forbi indgangen til Bomuldshandlernes Gade for at ende ved det israelske checkpoint, hvor tasker og kameraer undersøges, inden man træder ind på en store, åbne plads foran Grædemuren.
De bedende er oftest iført sorte frakker og hvide skjorter, og mange bærer tefillin (sorte bederemme om venstre arm og en lille boks med bønner i på hovedet) og tallit (bedesjal med frynser), de fleste har lange payot (slangekrøller foran ørerne).
Jødernes Kotel
Jødernes hellige sted kaldes Kotel eller Vestmuren. Det er den 50 meter lange og 20 meter høje vestlige støttemur til det jødiske tempel, der blev destrueret af romerne i år 70, og siden har religiøse jøder højlydt klaget deres bønner her – heraf tilnavnet Grædemuren.
Her på pladsen lå engang et tætbebygget marokkansk beboelseskvarter, men tre dage efter seksdages-krigens afslutning i juni 1967, da den israelske hær erobrede Den Gamle By, blev de 135 huse destrueret og beboerne tvangsforflyttet til en palæstinensisk flygtningelejr.
Nu er pladsen fyldt med ortodokse jøder ved starten af shabbat, fredag aften ved solnedgang, og på de mange, store jødiske helligdage, og på de tidspunkter er der en helt særlig intens stemning.
Alle mændene har issen dækket enten af en kippa – en lille kalot), eller en stor, bredskygget sort hat – eller for de ultraortodokse hasidim-jøder en fornem shtreimel en stor pelshat.
Kvinderne er oftest klædt i langærmede bluser, tykke strømper og nederdele, der går ned over knæene. De ultraortodokse kvinder bærer tørklæde eller paryk, da gifte kvinder ikke må vise deres eget hår. Nogle kvinder har endog barberet alt deres eget hår af inde under paryk eller tørklæde.
Bønner til Gud i Jerusalem
Vestmuren er det tætteste, jøderne kan komme på det hellige tempel, der lå ovenfor på Tempelpladsen. Bede-områderne er kønsopdelt med et højt hegn imellem. Kvinderne beder til højre – længst væk fra det, der engang var templets allerhelligste. Og mændene beder med ansigtet vendt mod muren til venstre.
Når man går tæt på muren, står både kvinder og mænd med deres bønnebøger og falder næsten i trance, mens de rokker frem og tilbage og mumler for sig selv. Kigger man op, så ser man de smukke kapersbuske, der højt oppe vokser ud af de gyldne Jerusalem-sandsten fra Ummayade-tiden. Og overalt i murens revner og sprækker stikker små papirlapper ud.
Mange af de bedende medbringer særlige bønner til Gud, og de hellige breve bliver stoppet ind mellem de store sten i muren. Bønnerne anses for at være hellige skrifter, og to gange om året indsamles de af overrabbineren ved Kotel, og bæres i et skrin til den jødiske gravplads på Oliebjerget, hvor de bliver begravet.
Alle har mulighed for at skrive til Gud, også selv om man ikke har mulighed for at rejse til Jerusalem. Der er en særlig fax-service til overrabineren, eller man kan skrive en simpel mail eller sms ”Til Gud, Jerusalem”, og rabbineren vil sørge for at lægge bønnerne i en ledig sprække i muren.
Haram al Sharif og de store moskeer
Syd for Kotel er der bygget en underlig trækonstruktion op til den øverste del af Vestmuren. Det er turistindgangen til Tempelpladsen – eller på arabisk Haram Al Sharif (Den ædle helligdom).
Her står Klippermoskeen med sin gyldne kuppel, der kan ses overalt både i den gamle og nye del af Jerusalem. Og her er Al Aqsa-moskeen med sin sølvfarvede kuppel, den mindste af de to, men den tredjevigtigste muslimske helligdom efter Mekka og Medina.
Den store åbne plads med træer og sandstensbuer og de to hellige moskeer er et af de fredeligste steder i Mellemøsten. Når man går rundt en stille formiddag, tækkeligt klædt med lang nederdel og længe ærmer, har man ofte den halve kvadratkilometer helligdom for sig selv.
Man kan sætte sig på stentrappen med ryggen til Klippemoskeen og kigge over på Oliebjerget mod øst. Her kan man se de gamle oliventræer i Getsemane Have, den russiske kirke med sine gyldne kupler og øverst oppe den kirke, der markerer Kristi Himmelfart. En meget stor del af Oliebjerget domineres af den jødiske gravplads.
Der er op til 150.000 grave på pladsen, som daterer sig 3000 år tilbage i tiden, og en gravplads her sælges for mellem 20.000 og 60.000 dollar. Ifølge den jødiske Talmud vil Guds udvalgte på Dommedag spadsere direkte over Kidrondalen gennem Den Gyldne Port til Paradis. Alle jøder vil genopstå fra de døde og komme i Paradis. Og dem, der ligger begravet på Oliebjerget vil være de første af de første.
Konflikternes hellige plads
Tilbage ved Klippemoskeen sidder nogle få ældre mænd og kvinder i skyggen, en flok skolepiger krydser pladsen arm i arm, og et sted 
mellem de to moskeer sidder en lille gruppe kampklædte israelske politifolk, der skal sørge for at der ikke opstår ballade. For det kan der nemt, da tempelbjerget her er epicentret for den evige konflikt mellem jøder og arabere og med de kristne lidt på sidelinjen.
Her lå de to jødiske templer indtil romerne ødelagde det seneste i år 70. Det er her, tror jøderne, at Messias vil komme gennem Den Gyldne Port, genopbygge templet og skabe fred på jord. Af samme grund ønsker nogle af de ultra-ortodokse jøder i dag at sætte ild til og 
ødelægge de to moskeer på pladsen, så der kan blive plads til det tredje tempel. Og det var netop for at forhindre Messias’ komme, at den osmanniske sultan Suleiman den Prægtige lod porten mure til i år 1540.
De kristne mener, at det var her, foran Den Gyldne Port, at Jomfru Maria fik besked fra Gud om, at hun var gravid med Jesus. Og godt 33 år senere var det her, Kristus red ind til Jerusalem på et simpelt æsel og smed kræmmerne ud af templet.
Et af de helligste steder for alle tre religioner befinder sig inde i 
Klippemoskeen med den gyldne kuppel. Her ligger klippen Moriah, som var det sted, hvor Gud befalede Abraham at ofre sin eneste søn, Isak.
Den store plads har været muslimsk siden år 638, og især under 
Ramadanen kommer titusindvis af muslimer rejsende hertil for at bede ved den anden moske, Al Aqsa med den sølvfarvede kuppel. For det var her, Muhammed blev kaldet til at Gud og i sine drømme steg op gennem de syv himle på fabelhesten Buraq og forhandlede med Gud om, hvor mange gange, troende muslimer skal bede hver dag. De enedes om fem.
Gravkirken på det mulige Golgata
Fra Tempelpladsen kan man spadsere ind gennem det jødiske kvarter, gå via en lukket bosættelse med pigtrådshegn omkring, og stile mod turist-souken. Kort før Jaffaporten drejer man til højre, passerer de små boder med salg af kertelys, krucifikser, ikonmalerier og tornekroner, og så står man foran facaden til Gravkirken. Sammen med Fødselskirken i Betlehem et af de helligste steder for kristne pilgrimme fra hele verden.
Gravkirken er korsfarer-arkitektur fra 1149, den blev gennemrestaureret i 1810, og den er angiveligt bygget på romernes henrettelsesplads, højdedraget Golgata. Angiveligt, for ingen ved med sikkerhed præcist, hvor Jesus har sat sine fødder, så kirker og klostre er bygget der, hvor pilgrimme i forvejen samledes. Den, der besluttede, hvor de hellige steder skulle ligge, var den romerske kejserinde Helena, der i år 325 satte gang i kirkebyggerierne i Jerusalem og Betlehem. Heller ikke Via Dolerosa ved man helt præcist hvor har ligget. Den nuværende rute blev fastslagt af franciskanermunkene i midten af 1800-tallet.
Gætteri eller ej: titusindvis af pilgrimme valfarter hvert år til de hellige kristne steder. Og når man står midt i det, så kan man nemt få en følelse af at barndommens bibelhistorie kommer til live lige her.
Er man så heldig at komme på en fredag. Kan man skue gruppen af franciskanermunke i deres brune kutter gå i procession ad Via Dolerosa til Gravkirken. Eller man kan se troende turister komme gående i små grupper og bære på et stort trækors, de har lejet hos en muslimsk handlende i det arabiske kvarter. Korsene bliver efter endt pilgrimsvandring stillet i den østlige side af kirkens forgård, og de bliver hentet hver aften for at blive genudlejet næste dag.
I kø for at røre de hellige sten
En massiv fem meter høj, hellig port i valnød og fyrretræ leder ind til kirkerummene, og straks til højre går en smal stentrappe op til et græsk-ortodokst kapel med hængende olielamper og røgelseskar og et alter med den korsfæstede Jesus og de to Mariaer i det pureste sølv.
Her kan man stå i kø for at lægge sig på knæ og stikke hånden ned i et hul og mærke på den sten, hvor korset skulle have stået.
I rummet neden for korsfæstelsesstenen hænger en mange meter lang smuk mosaik af den døde Jesus, der er ved at blive salvet, og foran mosaikken ligger en stor, rødlig sten under otte aflange, hvide porcelænslamper i sølvophæng. Stenen er godt nok først placeret der i 1810, men den symboliserer Jesu salvelse, og her ligger pilgrimme på knæ for først at kysse og omfavne stenen og derefter indgnide den i olie og rosenvand, som gnubbes grundigt med et medbragt klæde, der tages med hjem.
Man går til venstre og kommer ind i det store Rotunde-kapel, hvor selve gravkammeret er opført i sandsten. Her står pilgrimme i kø i timevis for at kunne komme ind til selve graven, der er markeret med en marmorsten. Gravkammeret blev restaureret i 2016, da det var ved at kollapse.
Overfor gravkammeret ligger den imponerende græsk-ortodokse katedral i den oprindelige korsfarer-kirke fra 1200-tallet.
Kristne strides om hver centimeter
Der er flere end 30 forskellige kapeller inde i Gravkirken, og de er delt mellem seks forskellige kristne grupperinger, der jævnligt kommer op at toppes – i nogle tilfælde med våben gemt under kutterne.
Når der ikke er udbrudt åben krig, så skyldes det den status quo-aftale, der blev indgået i 1852, og intet i kirken har siden måttet ændres, uden at alle trosretninger bliver enige om det.
Aftalen giver de græsk-ortodokse mest magt, derefter kommer de katolske franciskanere, og så armenierne. Længst nede i hierarkiet er de egyptiske koptere, etiopierne og syrerne – de er alle forvist til taget.
Status quo aftalen har delt kirken til sidste centimeter. På selve Golgata for eksempel er det hul, hvor Jesu kors stod, grækernes, mens katolikkerne må nøjes med de to huller, hvor tyvenes kors stod.
Et af de store stridsspørgsmål handler om retten til at feje og gøre rent i helligdommen – og ikke mindst gården foran. Det er grækerne, der har ret til at svinge fejekosten på selve gårdspladsen, mens katolikkerne ejer trappen foran deres kapel til højre og vinduerne i nicherne øverst på facaden. Stigen oppe over indgangsdøren har stået samme sted siden 1800-tallet og tilhører armenerne. Oppe på taget af kirken forhandlede man i 45 år, før kopterne fik lov til at gå hen over etiopiernes del for at komme ind i kirken. Og så sent som i 2002 var der et kæmpe slagsmål på taget, fordi en kopter, der søgte skygge, flyttede sin stol to centimeter for langt ind over etiopisk territorium.
Det var derfor nærmest mirakuløst, at de alle i 2016 kunne blive enige om at renovere gravkammeret.
Ingen af de stridende troende har fået betroet nøglerne til helligdommen. Når porten hver dag bliver åbnet og låst så skyldes det, at nøglen til porten – siden Saladin erobrede Jerusalem fra Korsfarerne i 1187 – er blevet bestyret af to muslimske familier.
Jerusalemsyndromet
Nederst i kirkens krypt holder armenerne og franciskanerne til. Og der er en helt særlig stemning i søjlegangene og under de buede hvælvinger, når munke, nonner og pilgrimme hverdag klokken 17 går messende i procession med svingende røgelseskar og blafrende kertelys i hænderne.
En sen eftermiddag nede i krypten mødte jeg Jesus. Eller rettere så ham. Han stod lige så stille på bare fødder og i hvide gevandter og ledte efter noget i en lilla taske mens hans lange hår faldt ned over ansigtet. Han var alene og talte ikke med nogen. Måske var han en af dem, der er ramt af Jerusalemsyndromet. Det sker for nogle få turister hvert år. De bliver så overvældede af byens religiøsitet, at de tror, de er en bibelsk person og får en stærk trang til at opsøge de hellige steder. Kfar Shaul, en lokal psykiatrisk klinik, behandler hvert år en håndfuld pilgrimme, der går rundt i byen som Jesus, Moses eller Jomfru Maria.
Jeg forlader den sidste af de tre store helligdomme i Den Gamle By og haster ad Oliepressegaden tilbage mod Damaskusporten og det moderne Jerusalem.
Dele af artiklen har været trykt i Rejsemagasinet Globen nummer 96 2024. Lene arrangerer rejser til Jerusalem.
