Det sydlige Gran Canaria er masseturisme par excellence. Det er nemt at falde i turistfælderne, men de spændende oplevelser er bare en bustur væk. Dagbog fra en juleferie under sydens sol.
SAN AGUSTIN – Sidder på balkonen og hører Atlanterhavets bølger slå mod kysten, mens turisterne går tur på promenaden nedenfor. Det er juleaftensdag og her er 25 graders varme. Turisterne på lavastranden sidder med badetøj og nissehuer, ja nogen har sågar sat et plasticjuletræ med røde kugler midt på sandstranden.
Vi bor på hotellet Don Gregory, der er bygget i 1974 direkte på stranden. Renoveret i 2017 er det blevet et firestjernet luksushotel med pools og spa og kun for voksne. Få dage forinden havde vi købt afbudsrejsen til en af de mere stille turistbyer på Gran Canaria. Vi har ikke været her før, så nu skal vi se, om en af de mest populære turistdestinationer er mere end en fælde.
Fest og farver og eftermiddagsdans
Vi finder ret nemt frem til turistfælderne. Først med besøg i shopping-centeret lige bag hotellet, hvor vi finder restauranter med både svenske og græske specialiteter, en række julelukkede tøjbutikker med lette, kinesiskproducerede gevandter og andre forretninger med alskens kopivarer. Men her er også yderst nyttigt to supermarkeder og et apotek. Og alt er holdt rent og pænt. Ikke et stykke ispapir eller sammenkrøllet coladåse ligger og flyder.
To-tre kilometer mod vest ad sydkystens lange promenade ligger den engelske strand: Playa del Inglés.
Her er masser af fest og farver, og restauranter, pubber og turistbutikker afløser hinanden. Her falbydes badelegetøj, formet som store kiwifrugter og enorme baderinge med enhjørnings-hoveder, og på pubberne bliver der skålet i et væk, mens der ønskes glædelig jul fra højttalerne. Og enhver kan synge med på “Feliz Navidad”.
Et sted crooner en lokal sanger ”Besame Mucho”, mens tre pensionerede ægtepar har klædt om til eftermiddagsdans og optræder med den bedste latin-salsa i høje hæle og lange skørter.
Lidt længere henne begynder Maspalomas-ørkenen med bløde sandklitter, der indbyder til en vandretur.
En tur op gennem byen afslører det ene hotel efter det andet. Her på kysten modtager man broderparten af de op mod 200.000 turister, der er senge til på Gran Canaria, så Playa del Inglés må have været meget øde under coronaen, for det synes ikke som om der bor nogen lokale indbyggere i miles omkreds.
På samtlige de syv øer i skærgården holder op mod 15 millioner turister ferie hvert år, de fleste på Gran Canaria og Tenerife. Her kommer mange danskere og svenskere, men endnu flere englændere og tyskere, der tydeligvis gerne tjekker ind på de mange all-inclusive-resorts.
Det kolde Atlanten
En promenade-spadseretur den modsatte vej ad den opbyggede Paseo bringer os forbi hoteller og ferielejligheder bygget direkte på lavastenene til havet, nogle strandbarer tilbyder snacks og sundownere, og et par steder er der anlagt fine kaktushaver.
Der er liv på strandene, og de lokale spanske turister lader børnene bygge sandslotte af det sorte sand, mens unge mænd spiller fodbold med colaflasker som mål.
Der er understrøm i dag og store bølger, så der er sat skilte op med badning forbudt og røde advarselsflag blafrer i strandkanten. Alligevel kaster de ferierende sig i havet, mens midaldrende kvinder solbader topløse med deres struttende ny-opererede bryster til skue.
Atlanterhavet er koldt! Vi er trods alt 100 kilometer ude i oceanet fra Vestsaharas kyst. Så det bliver bare en lille soppetur inden solnedgang. Derude 6400 kilometer vestpå ligger Miami i Florida. Måske var det herfra, Columbus i sin tid sejlede til den nye verden. Det vil de i hvert fald gerne tro i Las Palmas, hvor Casa de Colón er en af attraktionerne i hovedbyen.
Livlige Las Palmas
En dag med tykt skydække, stærk blæst og røde flag på stranden indbyder til en bustur til hovedstaden Las Palmas. Med glimrende busforbindelser hvert 20. minut og til rimelige priser tager det bare en time at komme med den blå Global-bus til storbyen. Der er en underlig gul havgus i luften. Det er den såkaldte calima, støvstormen, der bringer sand fra Sahara over havet. Men i dag er det kun en meget lille calima, der bare varer et par timer.
Den interessante del af Las Palmas ligger syd for parken San Telmo, hvor den store busterminal også ligger.
I juledagene er der mellem drageblodstræerne boder med forfriskninger og et stort tivoli for børnene. Midt i parken er opbygget hvad der måske må være verdens største julekrybbe. Et tableau i mellemøstlig stil med bevægelige figurer. Her er de vise mænd, hyrder på marken, den hellige familie, folk i husene omkring krybben, æsler og køer – det hele bygget op i hvad der minder om papmache, og på en måde, så det må kunne skilles ad og genbruges til næste jul. Julekrybber finder man overalt i december og frem til den katolske højtid 6. januar: i kirker, på torve og i private hjem. Men denne i San Telmo-parken må tage prisen som den mest imponerende.
I hver ende af parken ligger to smukke, gamle Art Nuveau-bygninger. Den nordlige, El Quiosco, er uden for juletiden en populær fortovscafe.
Det er her i Triana-bydelen, man kan slentre ned ad Strøget, Calle Mayor de Triana. Som i alle store spanske byer er butiksgaden med smukke, gamle bygninger udsmykket med enorme juleophæng, der illumineres når det mørkner. Her er ikke sparet på noget. Hvis man er til indkøb, så finder man alle de store mærkevarebutikker, men også en del særligt spanske forretninger, der ikke findes mage til i andre storbyer. Det er helt dejligt, at ikke alle handelsgader i hele Europa ligner hinanden. For at komme lidt væk fra den store mainstreamshopping kan man dreje ned ad nogle af de små hyggelige sidegader, hvor man kan finde spændende antikbutikker, lokale designere og små cafeer.
På den sydlige side af den centrale hovedvej ligger den gamle bydel, Vegueta. Vi styrer direkte mod den lokale fødevaremarked i en smuk bygning fra 1854. Vi fryder os ved synet af de friskfangede atlanterhavstun, store blæksprutter og de prisbillige hestemakreller. Her er bugnende frugtboder med duftende kanariske bananer, friskslagtede lammekøller og store juleskinker, pyntet til højtiden med små nissehuer på skankerne.
Lige rundt om hjørnet finder vi den lille lokale frokostrestaurant La Mas Bonita, der serverer canariske specialiteter som hjemmelavede grøntsagskroketter og stegte auberginer med lokal gedeost og dyppet i en tyk guarapo-sirup – saften af den kanariske dadelpalme tilsat sukkerrørsjuice.
Gennem de smalle gyder kommer vi til Casa de Colón, Columbus’ hus, byens stolthed og turistmagnet. Her er fyldt med alt, hvad en sand eventyrer kan drømme om af optegnede sejlruter, historien om den koloniale grænsedragning mellem Spanien og Portugal ned gennem Atlanterhavet, kopier af håndskrevne breve og logbøger, kopier af fine malerier og sågar en hel stue, indrettet som dækket på en sejlbåd. Så gør det mindre, at man ikke ved helt præcist om eller hvornår Columbus havde overnattet som gæst hos den spanske guvernør, for det fornemme hus var oprindeligt hans bolig, hvor Colombus og andre notabiliteter blev inviteret som gæster.
Domkirken, Santa Ana Katedralen, er stor og flot, ikke mindst med et imponerende loft. For enden af høje slanke lavasøjler, er loftet udsmykket med former, så helheden fremstår som palmetræer.
En storm af ild og lava
Vi stiger tidligt på en turbus, der tager os ad smalle hårnålesving op til de dramatiske klippetinder i det centrale Gran Canaria og rundt i alle fire klimazoner på øen. Her er smukke dale, store vulkankratere og pittoreske landsbyer, hvor lokale canarier lever et helt normalt liv i arbejdsløshed langt fra kystens masseturisme.
På vejen gennem den grønne ”1000 Palmers Dal” kan vi mange steder se de utallige stensætninger, der oprindeligt afgrænsede de tomatmarker, der for årtier siden var det, canarierne levede af. Før turisterne kom.
Disse tomatmarker dækkede hele den sydlige del af øen, indtil de i 1960’erne blev købt op, byggemodnet og omdannet til store hotelkomplekser. Der er derfor ingen ”gamle bydele” i turistbyernes beton, men de få steder, der endnu ikke er bebygget, kan man stadig se reminiscenser at tomatmarkernes stensætninger.
Inde midt på øen knejser de forrevne klipper på vulkankrater-kanten mod himlen. Der er ikke aktive vulkaner på Gran Canaria, men millioner af år gamle kratere vidner om øens fødsel. Her fra El Nublo parkens udsigtspunkt i 1200 meters højde udfoldes de dramatiske klippeformationer.
Den spanske forfatter og filosof Miguel de Unamuno har beskrevet dette UNESCO Verdensarvs-sted som en ”enorm kamptummel fra jordens indre, der ligner en forstenet storm; en storm af ild og lava”.
Her kan man se de dybe kløfter, der leder regnvandet til nogle af de store reservoirer til vanding og drikkevand. Her er et rigt og varieret plante- og dyreliv, og her omkring ligger den ene pittoreske landsby med hvide huse og røde tegltage efter den anden.
Vi passerer det store mandel-distrikt og kommer igennem pinjeskove på vej mod den smukke landsby Teror. Byen, der i dag er soveby for en del af den arbejdede befolkning i Las Palmas, er ikke mindst kendt for Pinjemadonnaen. Det fortælles, at i 1481 viste Jomfru Maria sig i toppen af et pinjetræ på pladsen foran basilikaen, og siden valfarter pilgrimme hvert år til Teror for at gå i procession med kirkens sølv-madonna. Men det er en meget smuk by med imponerende pinjetræs-balkoner på de lave huse.
Det er landbrug, der næst efter turisme og byggeindustri, holder Gran Canaria kørende. Tomater, auberginer, sukkerrør og ikke mindst de små, søde canarie-bananer indgår i øens egnsretter og eksporteres til resten af Europa. Så vi slutter dagens udflugt i en bananplantage i Arucas på den nordlige kyst.
Cementfabrikken og immigranterne
Når man tager den blå Globalbus nummer 1 mod vest, passerer man den eneste egentlige by på sydkysten, den lille fiskerby Arguineguin. Her bor og lever canariere, der dels arbejder i eller med turistindustrien, dels producerer den beton, der skal til for at blive ved med at udbygge turistområderne.
For her, lige ud til en af de gode strande, har den store cementfabrik El Pajar ligget i 50 år og produceret byggematerialer til samtlige turistbyer på De Kanariske Øer.
I nogle turistbøger bliver fabrikken kaldt en skændsel. Men den giver arbejdspladser til de lokale, og det er tiltrængt på en ø med over 20 procents arbejdsløshed og op mod 70 procents ungdomsarbejdsløshed.
Havnen i Arguineguin er dog ikke alene til udskibning af cement og losning af lokale atlanterhavsfisk. Det er også her hundreder af illegale immigranter fra primært Marokko redder sig i land. Der ankommer over 20.000 afrikanske fattigdomsflygtninge til De Kanariske øer hvert år, selv om Atlanterhavsruten af FN betragtes som en af de farligste, og flere hundrede drukner under den farefulde færd.
Både cementfabrikken og immigranterne er en torn i øjet på den store turistindustri, og bådflygtningene bliver da også flyttet til større teltlejre andre steder på øen – inden de for største partens vedkommende bliver sendt retur til Marokko.
Men nogen bor i en lille bræddeby, man kan få et glimt af fra vinduerne i Globalbussen. Om det er immigranter eller hjemløse canarier kan man ikke se, men de bor i hytter, flikket sammen af affaldstræ og andre forhåndenværende materialer. Her er 50, måske 100 hytter klemt inde mellem Arguineguins østlige udkant, en mellemstor bananplantage, cementfabrikken og hovedvejen. Måske er det nogle af dem, der bliver bespist med de madrester fra hotellerne, som private hjælpeorganisationer indsamler og fordeler til øens fattigste.
Den sidste turistfælde
Turistbøger og guider har besunget fredagsmarkedet i Playa de Mogán, så vi finder en af de små glasbunds-både og sejler til den lille, hyggelige turistby mod vest. Ikke fordi der er fisk at se gennem vinduerne i det klaustrofobiske hyttefad under dæk, men sejlturen langs klippekysten med de mange hoteller, der klatrer op ad bjergsiderne, er fin.
Playa de Mogán udmærker sig ved at være en by med lavt byggeri, og de hvide huse er bygget i gammel stil og med blomstrende bourgonvillaer i røde og gule farveeksplosioner på buer over gyderne. Her er en levende havnefront med gode fiskerestauranter, og der er fyldt med spanske turister hvor der serveres en god paella.
Men markedet! Det er en ægte turistfælde. Så langt øjet rækker er der overdækkede telt-boder med alskens kinesisk ragelse, ikke mindst billiget tøj, sommerhatte og mekanisk børnelegetøj.
Men solen skinner. Og fra balkonen på vores strandhotel kan vi høre Atlanterhavets brusen.
Livet er godt.
Vi rejste til Gran Canaria med charterselskab mellem jul og nytår 2022.
