For mange muslimer starter en god fredag med bøn i moskeen og den slutter ofte med en vandpibe og et slag backgammon med vennerne.
CAIRO
Allaaahu Akbar. Alaa-aa-aa-aa-aahu Akbar!
Lyden af muezzinens kalden til bøn fem gange om dagen trænger ind i hver blindgyde, i hver en kælderskakt, i hver en herskabslejlighed. Ingen i den muslimske verden skal være i tvivl om, at det er nu, man vender sig mod Mekka og taler med Gud.
De fleste beder derhjemme eller på deres arbejdsplads. Overalt i den islamiske verden sidder der små mærkater på kontorer, hoteller ja, sågar i fly, der viser den rigtige retning. Men mange kommer til moskeen, om ikke til hverdag, så i hvert fald til middagsbønnen om fredagen, der er muslimernes ugentlige helligdag.
Alene i Egyptens hovedstad, Cairo, er der flere end 4000 moskeer. Nogle af dem er ikke større end en dagligstue, nogle ligger på førstesalen i en baggård, andre igen er kæmpe store med bedesale, der kan rumme flere tusinde mennesker.
Al Azhar den ældste og vigtigste
En af de største moskeer – og måske den historisk vigtigste – er Al Azhar moskeen ved Khan al Khalili basaren i den ældste bykerne, der også kaldes det islamiske Cairo. Moskeen er bygget i år 969 – 400 år efter Profeten Mohammeds fødsel og samtidig med grundlæggelsen af Cairo. Den blev hurtigt centrum for al åndelig lærdom, og Al Azhar anses i dag for at være det ældste universitet i verden.
Den dag i dag sidder de unge islamisk-studerende ved Al Azhar og læser i skyggen af søjlegangen omkring den meget store gårdsplads. Eller de sidder i ring omkring en af de mange teologisk lærde sheikher og suger til sig af hans fortolkninger.
Denne fredag midt i sommerheden er mange søgt hen til moskeen allerede om formiddagen. Hele byen er fredagsstille. Forretningerne er lukkede, og der er kun få biler på gaderne. Koransælgeren over for indgangen til Al Azhar moskeen har sat jernskodderne for vinduerne. Kun i basaren blomstrer handelslivet, sådan som det har gjort uophørligt i mere end 1000 år, men når selve bønnen starter, så lukker mange deres bod og løber hen til moskeen for at være med.
Vi afleverer vores sko ved indgangen til moskeen. Vi har sørget for at klæde os tækkeligt som det sig hør og bør. Lange bukser og lange ærmer, løsthængende tøj, der ikke afslører for mange former, og for kvindernes vedkommende et langt tørklæde lagt løst over håret.
I den store gård sidder mænd og døser i heden. Nogle børn leger. En del unge sidder med ryggen mod den gamle sandstensmur og læser i kolonnadens skygge.
Mange mænd og få kvinder
Den store bedesal domineres af snesevis af bærende søjler. I loftet snurrer flere end 200 vifter, som holder rummet i en behagelig sval temperatur.
Midt i salen sidder en ældre Sheikh i en højrygget stol. Han messer og synger udvalgte vers fra Koranen, sådan som han har lært den hellige bog udenad fra barnsben. En lille menighed er samlet omkring ham. De sidder på det tykke røde tæppe med ansigtet vendt mod den smukt dekorerede bedeniche i væggen, kaldet Mihrab, der indikerer retningen mod Mekka. Der er næsten udelukkende mænd, men bag dem lidt ude til højre for Sheikhen, sidder en halv snes kvinder og lytter med.
I de fleste moskeer er det almindeligt, at der er en særlig afdeling for kvinder, der kommer for at bede, så kønnene bliver adskilt som på Muhammeds tid. Men Al Azhar moskeen er også et turistmål, så her ses en del kvinder og familier.
Lidt længere inde i salen er endnu en udsmykket Mihrab hugget ind i muren. Det er her selve fredagsbønnen skal holdes. Til venstre for bedenichen står en trækonstruktion med en lang trappe, der fører op til et lukket podium. Det er prædikestolen, kaldet Minbar, hvorfra fredagens opbyggelige prædiken, kaldet Khutba, holdes. På den anden side af bedenichen står en bogreol med forskellige udgaver af Koranen.
Bortset fra søjlerne, det røde gulvtæppe og de indmurede Mihrab’er i farvet marmor, så er der ingen udsmykninger i den store sal. De bedendes koncentration må ikke distraheres.
Stor-imamen
I Al Azhar er det ofte den øverste Sheikh, Stor-imam Sayyed Tantawi, der leder fredagsbønnen. Han er åndelig leder for omkring 1 milliard sunni-muslimer verden over. I dag opløfter Stor-imamen f.eks. sin røst imod separation og skilsmisse, en prædiken trykt i ”Al Azhars Stemme”, der sælges til dagens bedende. Under temaet Mænd og kvinder i Koranen minder han hustruer om deres pligter:
”Nogle af de rettigheder, en mand har over sin hustru er, at hun skal adlyde ham i alt hvad han ønsker, så længe det er legalt og efterkommer Guds lovgivning”, står der. Til gengæld skal manden sørge for sin hustru økonomisk, dog uden ekstravagance. Og så skal han afholde sig fra selv at bruge fra hendes formue og ejendom, fastslår Stor-imamen.
Præcis klokken 13 går bønnen i gang. Forinden har hver enkelt vasket mindst hænder, fødder og ansigt, men de fleste har været i bad forud for fredagsbønnen.
Muezzinen kalder til bønnen fra minareten: ”Alaaaahu Akbar”, synger han. ”Gud er den største. Jeg vidner, at der er ingen gud ud over Gud. Jeg vidner, at Muhammed er Guds sendebud. Kom til bøn. Kom til frelse. Gud er størst. Der er ingen gud ud over Gud. Alaaaaaahu Akbar”.
Mændene strømmer til. Mange indleder ritualerne allerede i den store gård. De løfter hænderne op, så håndfladerne peger fremad mod ansigtet og siger ”Allahu Akbar” og så reciterer de den første Sura – muslimernes trosbekendelse om man vil:
”I Guds den barmhjertiges, forbarmerens navn. Lovet være Gud, verdernernes herre, den barmhjertige, forbarmeren. Dommedagens hersker. Dig tjener vi, og dig anråber vi om hjælp. Før os ad den rette vej, deres vej for hvem du er nådig, over hvem, der ikke er vrede, og som ikke farer vild”.
Først derefter sætter den bedende sig på knæ, sætter hænderne på knæene og kaster sig derpå ned og trykker panden mod bedetæppet. Han gentager forløbet et par gange alt imens han hvisker lovprisninger til Gud. Og så er han klar til at lytte til dagens prædiken.
Politik og fredagsprædiken
Nogle steder i den muslimske verden er det almindeligt at komme med politiske synspunkter under prædikenen. Men ikke i Egypten. Her sørger staten for, at fredagsbønnen forbliver religiøs. Skulle det alligevel komme til demonstrationer, så er der hver fredag udkommanderet i tusindvis af politibetjente med knipler og skjolde. Hele konvojer af skovvogne holder på vejene hen mod moskeerne, så mulige uromagere på forhånd ved, hvad der vil vente dem.
Bare hundrede meter fra Al Azhar moskeen ligger Al-Hussein moskeen. Her bliver dagens prædiken transmitteret via højttalere ud på det store torv foran moskeen. Mindst 100 mænd og en lille gruppe kvinder vælger her at udføre fællesbønnen på store lyseblå bedemåtter.
De har alle sat deres sko uden for bedemåtten mens de sætter sig, rejser sig og kaster sig ned på én og samme gang. Fra højttalerne lyder ”Alaaaahu Akbar” tre gange, inden lederen af bønnen slutter med et ”Asalaamu Alaikum” – må fred være med jer.
Fredagsbønnen er slut. Alle rejser sig, hilser på hinanden og slår en sludder af om job og familie. De fleste haster hjem til fredags-frokosten med familien. Andre søger ind i de små gyder i bazaren for der at finde en lokal kaffebar. En sheesha – vandpibe med frugttobak – en kop stærk arabisk kardemommekaffe og et måske spil backgammon med en af vennerne runder eftermiddagen af.
Først da bliver det en rigtig god fredag.
Offentliggjort i Berlingske august 2006
