Klokken er sytten minutter over et og kanonløbet på den israelske Merkava-kampvogn rettes lige mod mig. Smældet af granaten er hult og tungt.
Taxachaufføren Muneer sidder på en vakkelvorn plasticstol ved checkpointet og venter. Glad og vemodig på én gang. Glad, fordi han denne solbeskinnede onsdag ved, at ventetiden ikke er forgæves. For når krigen spidser til i Gaza, er der journalister på vej – og dermed penge og brød på bordet hjem til konen og de fem børn i landsbyen Beit Lahiya.
Vemodig, fordi Israels beslutning om én gang for alle at gøre op med terroristerne fra Gaza med en massiv militær offensiv, endnu en nat har holdt hans børn vågne. Et hus i nærheden blev beskudt af en målsøgende raket fra en kamphelikopter umiddelbart før morgenbønnen klokken fem. Målet var en 22-årig mistænkt terrorist. Og de israelske F16-jagere har endnu en nat holdt hele Gazas befolkning vågen ved at bryde lydmuren i lav højde hver halve time natten igennem. Supersoniske bomber, kalder palæstinenserne denne form for kollektiv afstraffelse.
Vi er i oktober 2004 – ti måneder før den israelske hær opgiver det hele og under stor tumult trækker 8.000 bosættere af Gaza. Den israelske ”Operation Angerens Dage” har i løbet af 14 dage udviklet sig til den blodigste offensiv i årevis. Over 100 palæstinensere er blevet dræbt og endnu flere sårede. En skolepige er blevet skudt på klos hold, fordi soldaterne troede hun havde en selvmordsbombe i skoletasken. En anden skolepige er blevet dræbt, mens hun sad ved skolepulten. FNs chef i Gaza, danske Peter Hansen, er med spionfotos blevet beskyldt for at hjælpe terrorister med at transportere raketter i FN-ambulancer, selv om det rettelig bare var billedet af en transporttabel båre, der blev sendt verdenspressen rundt.
Alt imens har de militante palæstinensere sendt byger at hjemmelavede Kassam-raketter ind over israelske byer og bosættelser. To jødiske børnehavebørn er blevet dræbt.
Gennem Erez i skudsikker vest
Situationen taget i betragtning har jeg iført mig min skudsikre vest og melder mig hos den israelske kontrolpost ved det militære Erez checkpoint, der skiller Gaza og Israel. Det er i praksis den eneste adgang til og fra Gaza, og netop nu er al passage suspenderet.
Men de ved godt, jeg kommer, for diplomater, journalister og enkelte NGOer får lov til at passere. Betingelsen er, at man meddeler sin ankomst til IDF – det israelske forsvar – 24 timer i forvejen og indrapporterer hvilken bil, man bliver afhentet i, samt chaufførens fulde navn og ID-nummer.
”Af hensyn til din egen sikkerhed, for så ved tropperne i området hvem, der har godkendelse,” forklarede en af militærets mange presseofficerer.
Af måske indlysende grunde er der en del israelere, der ikke bryder sig om, at vestlige journalister rapporterer fra de civile områder i Gaza, der bliver alvorligt ramt i sådan en offensiv. Det forrykker fokus på hvem af parterne, der er i offerrollen, mener en del israelere. Ikke mindst i krigssituationer forstærkes synspunktet, så måske er det derfor, jeg må vente to timer på at mit pas og mine pressekort bliver tjekket, selv om jeg er den eneste rejsende i checkpointet.
”Der er ingen problemer,” forsikrer personalet.” Det er bare af sikkerhedsgrunde”.
Med passérsedlen i hånden begiver jeg mig forbi militærets høje betontårne med skydeskår med de stærkt bevæbnede grænsevagter og ind bag en stor, elektrisk gitterport. Jeg går de 200-300 meter alene gennem den lange og øde beton-tunnel, som populært kaldes ”ærmet”, da den knækker på midten som en bøjet albue. Og for enden på den palæstinensiske side, bliver jeg registreret med navn og pasnummer.
Kampvogne og betonblokke
”Velkommen til Gaza, Miss Lene. Hvordan har du det? Hvor længe bliver du denne gang?,” lyder det fra grænsevagten, der i dag ikke lige har fået udleveret en reglementeret uniform.
Muneer lyser op i et stort smil, da han får øje på mig. Han har gjort sin gamle, gule Mercedes-taxa klar, som jeg har bedt ham om. Der er et stort skilt med ”Press” i vinduet, og på alle sider er der klæbet rødt tape på bilen, som viser en halv meter høje bogstaver ”TV”, det internationale kendetegn på, at her kommer en journalist, som ikke må angribes.
Israelerne har lukket samtlige veje til og fra Erez-checkpointet ganske effektivt. Asfalten er flænset op af kampvognenes larvefødder og der er sat meterhøje betonblokke op tværs over Salahaddin Road, der normalt er hovedvejen til Gazastribens sydlige ende. Eneste adgang til hovedbyen Gaza City og den store Jabalya-flygtningelejer, der er vores mål denne onsdag, er nu ad en forbindelsesvej, bestående af sammenkørt bunke sand, som israelerne med vanlig sans for præcise omskrivninger kalder ”Den humanitære vej”.
Vejen passerer tæt forbi en israelsk militærlejr, og i miles omkreds er alle træer og huse fjernet fra jordens overflade. End ikke en forvildet hund er til at få øje på. Kun basens kontroltårn knejser som en formummet kriger over området.
I skudlinjen
Vi standser op halvvejs ude på forbindelsesvejen, for at lade en israelsk militærkonvoj med tre Merkava-kampvogne, en armeret bulldozer og en pansret mandskabsvogn passere. Jeg har øjenkontakt med den ene kampvogsfører, der signalerer til os, at vi skal vente.
Han checker bilens nummerplade og lader os sidde i fem-ti minutter. Jeg sidder og spekulerer på, hvor længe, de vil lade os stege her i middagsheden, da jeg registrerer, at en af kampvognene gør holdt og indtager skudposition i en sandbanke ca. 100 meter væk. Klokken er sytten minutter over et, da kanonløbet uden varsel rettes mod det eneste faste mål i en kilometers radius: Den gule, ramponerede Mercedes med Muneer ved rattet og mig på passagersædet.
Smældet af granaten er hult og tungt. Jeg ser ikke nedslaget, men råber til Muneer at han skal sætte bilen i bakgear og køre alt hvad remmer og tøj kan holde. I samme øjeblik sprøjter maskingeværsalverne om ørene på os. Jeg kryber lidt ned i sædet, mens Muneer er ved at køre fast i sandet. Han er rædselsslagen, og jeg er rasende.
Adskillige runder skarp ammunition richotterer i det varme sand 5-10 meter fra min nedrullede siderude. Et lille nervøst vip med håndleddet, og maskingeværskytten ville – i bedste fald – have ramt panserpladen i min skudsikre vest.
Kugleregnen stopper lige så pludselig som den startede. Jeg skummer af raseri over denne provokation. Dette forsøg på at intimidere en journalist væk fra krigszonen. Hvad har han gang i, ham kampvognsskytten, andet end at føre sin egen lille personlige hetz mod udenlandske journalister, der med alle godkendelser og papirer i orden vil lodde stemningen hos civilbefolkningen på den anden side. For skræmmeskud er det formentlig. Israelske soldater hører til verdens bedst trænede. De rammer præcist hver gang, og de er godt klar over, at en død vestlig journalist er sværere at bortforklare over for verdensopinionen end en død palæstinensisk skolepige, når jeg at resonere.
Kosovo og Afghanistan
Vi sidder og sunder os i et par minutter, Muneer og jeg. Jeg tænker på, at Israel med stolthed bryster sig af at være det eneste demokrati i Mellemøsten. Og jeg tænker på, hvilke banditter, der to gange tidligere forgæves har stræbt mig efter livet.
Der var de serbiske slyngler, der ikke ville have journalister som vidner til, at de brændte albanske landsbyer ned i Kosovo i 1999. Skuddene fløj lige over taget på vores bil. Og der var de fundamentalistiske Taleban-militser, der i 2001 sendte granater ind over civilbefolkningen i det nordlige Afghanistan. Granaterne hvislede lavt over den skyttegrav ved fronten, hvor jeg lå på knæ, men dræbte en 12-årig pige og hendes familie.
Nu er vi altså i Gaza. Selv i fredstid et af de mest ucharmerende stykker sandet kystlinie i verden. Bare 40 km. på den lange led og 10 km på bredden fra Middelhavet til Israel er Striben befolket med fattige palæstinensere. 1,4 million i alt. Og i tusindvis har de meldt sig under militsernes farvede bannere. Om ikke brød på bordet, så giver en tilknytning til Hamas eller Islamisk Jihad eller Al Aksa Martyrerne identitet og respekt i en kultur, hvor døden er blevet en del af livet.
Militserne i Jabalya
Mange af de militante bor i en af Gazas otte flygtningelejre. Jabalya er den største lejr. Det er ikke en nødlejr med telte, men en hel bydel med huse er vokset op, få kilometer fra Gaza City. En bydel med krogede gyder, og alt for små og usunde boliger til de 100.000 mennesker, der er presset sammen på to kvadratkilometer.
Militserne står stærkt i Jabalya. Over alt vajer Hamas’ grønne flag og Al Aksa Martyrernes gule banner, og husmurene er tæt bemalet med anti-israelsk graffiti og helteplakater med martyr-portrætter af lokale selvmordsbombere.
Jabalya er hovedmålet for ”Operation Angerens Dage”. Og i kampens hede skelnes ikke småligt mellem civile og militante. Her er alle palæstinensere i alle aldre potentielle terrorister.
Muneer kører den gule Mercedes i retning af FNs drengeskole. Her fra skolegården over for Blok 4 har en israelsk kampenhed holdt beboerne i skak i flere dage. I morges trak kampvognene sig strategisk en smule tilbage, og det giver os mulighed for at besøge en af de middelklassefamilier, der også er en del af Gazas sammensatte virkelighed.
Friske skudhuller
Familien Al-Aqra sidder og kryber sammen på madrasser på gulvet i halvmørke i husets fjerneste stue. De store, lyse værelser ud til gaden står gabende tomme, for risikoen for at blive ramt af et missil, en granat eller en maskingeværsalve er for stor, hvis man går derind. De friske huller i vægge og vinduer taler deres eget, tydelige sprog.
Børnene keder sig. De har forbud mod at gå udenfor at lege, og de kan heller ikke se TV, for der har ikke været elektricitet i tre dage. Desuden er telefonen død, og hovedvandledningen i gaden er sprængt.
Udenfor lyder spredt skydning fra et maskingevær. Drengene ned til fem og seks år kan straks høre forskel på, om det er en israelsk M16 geværsalve eller om det er en palæstinensisk Kalashnikov. Oven over os lyder den konstante brummen fra det ubemandede spionfly, der kredser højt oppe, udstyret med to fjernstyrede, målsøgende missiler.
”Man tænker på det hele tiden og frygter det værste. Hvert sekund er en anspændt venten på nye skud ind i huset,” siger Hosam al-Aqra, en 33-årige velsoigneret og smart klædt akademiker med et PhD-studie i gang i Frankrig, men som lige nu er strandet hjemme hos familien her i Jabalya-lejren.
Det store og rummelige hus bebos af 10 mennesker fra den gamle bedstemor til lille Mira på fire år og hendes lillebror på 11 måneder. Brødre, søstre, onkler og tanter er veluddannede og har alle jobs som skolelærere eller nødhjælpsarbejdere hos bl.a. Røde Kors.
Ingen af dem har haft tilknytning til eller sympatier for de militante grupper. Men Israels militære offensiv har fået familien til at se med langt mildere øjne på de unge, maskerede mænd i kampuniformer, der sidder parat med deres automatvåben bag opstablede sandsække i de omkringliggende gyder.
Vores modstandsbevægelse
”Man siger, at de er terrorister, men når man bor her, er tingene ikke så sort-hvide. Hvis man bliver skudt på, så vil man forsvare sig. De drenge er vores modstandsbevægelse. Det er dem, der forsvarer Jabalya. Det er dem, der stopper den israelske hær, og børnene ser op til dem som deres helte,” fortæller Hosham mig.
Ude på gaden leger naboernes drenge Palæstinensere Mod Israelere. De kravler ud og ind ad de skudhuller i skolemuren, som kampvognene skabte, da de i forrige uge tog opstilling i skolegården og skød ind ad vinduerne til bl.a. familien Al-Aqra. Børnene viser en lille bunke sandaler frem, lagt på det sted, hvor to af deres kammerater blev dræbt af israelske kugler.
Ahmed og Mohammed på 11 og 12 år følger med gennem Jabalyas gyder, der er så smalle, at skulle en bredskuldret Mr. Fitness komme forbi, så kunne han ikke passere.
Her er hængt bomuldsbaldakiner af gamle lagner op mellem murene, så det israelske spionfly, der brummer deroppe i skyerne, ikke kan se – og beskyde – de bevæbnede militser. Og på hvert eneste gadehjørne er her bygget stillinger af sandsække, hvor de unge maskerede mænd indtager deres positioner så snart dagen begynder at skumre.
Og så blev de jævnet med jorden
Iman Al-Aqra, Hoshams svigerinde, viser vej til udkanten af lejren. Her boede hendes forældre, to onkler og deres 10-20 naboer indtil for ca. 10 dage siden. Nu er hele husrækken forsvundet for de pansrede bulldozere.
”Dér lå min fars hus. Han havde selv bygget det for 45 år siden. Det var stort, med seks værelser og et stort køkken. Der var også en lille have. Dér ovre lå min onkels hus, og dér henne var der en lille appelsinplantage,” siger hun og peger rundt på hele det kvarter, hun voksede op i.
”Mine forældre fik ikke lov til at tage noget som helst med sig. Israelerne kom bare og råbte i megafoner, at folk skulle forlade husene. Og så blev de jævnet med jorden. Med møbler og det hele. Hele gaden blev ryddet for at gøre plads til kampvognene”, fortæller Iman, der under mere normale omstændigheder er fysiklærer på skolen.
Lyden af den ubemandede spion-drone brummer over vore hoveder. Tomten med murbrokkerne, de forvredne komfurer og flængede sofa-rester genlyder af maskingeværild. Det er svært at vurdere hvor lyden kommer fra, så jeg synes, det er på tide at fortrække. For her kan man ikke trods alt ikke regne med, at Mellemøstens mægtigste hær i en offensiv skelner ikke mellem kvinder og børn, journalister og terrorister.
Jeg spørger Iman, om hun ikke er bange for sit liv. ”Næh ikke mere”, siger hun. ”Nu er vi blevet vant til lyden af skud. Det er jo næsten normalt”.
Livet går videre
Vi forlader Jabalya, Muneer og jeg, og kører ad et par omveje ind i Gaza City. Her går livet videre. Som om krigen foregår i en anden verdensdel og ikke blot få kilometer oppe ad vejen. Æselkærrer og ramponerede biler er belæsset med alskens rariteter, som forsøges solgt til nogle, der måske har lidt penge mellem hænderne. Men det har de færreste.
Hos guldhandlerne på markedet kommer flere og flere kvinder for at sælge deres bryllupssmykker for at kunne brødføde familien i et par uger mere. Måske tingene til den tid har ændret sig. Måske manden kan få en tilladelse til at søge daglejerarbejde i Israel, så der kommer penge til at købe for. Måske dukker et eller andet op.
”Det er virkelig skidt for os alle sammen,” siger Muneer. Og han kan endda klare sig nogenlunde. Han har journalister som kunder, fordi han taler engelsk til husbehov – og fordi han taler flydende hebraisk efter mange år som fast medarbejder hos en jødisk fiskehandler på Tel Avivs store Carmel Marked. Men med starten på Al Aksa Intifadaen i år 2000 blev grænserne til Gaza lukket, og for Muneer og omkring 80.000 andre palæstinensere i Gaza var det slut med den gode indtjening i Israel.
”Jeg savner virkelig Tel Aviv,” betror han mig. ”Jeg har rigtig mange venner deroppe. Vi havde det godt sammen. Jeg kunne ønske mig at komme derop og arbejde igen”, siger han.
Lidt overraskende, tænker jeg. I Israel hører jeg jo alle sige, at de er overbeviste om, at samtlige palæstinensere i Gaza er fundamentalistiske islamister, der alle som én vil have Israel fjernet fra landkortet og alle jøderne smidt i havet. Og den formodning har da vist klangbund i resten af den vestlige verden.
Vi kan ende med totalt kaos
Jeg opsøger to af Gazas intellektuelle analytikere for at finde lidt hoved og hale i Gazas politiske sammensurium. Jeg mødes med økonomen Sahel Abdel Shafi og den senere palæstinensiske udenrigsminister Ziad Abu Amr på Gaza-middelklassens og journalisternes foretrukne samlingssted, udendørs-restauranten på havnefrontens mondæne Beach Hotel.
De to er realpolitiske nok til at forstå, at den israelske regering må sørge for sine borgeres sikkerhed. Men de appellerer til, at israelerne slækker på de stramme restriktioner for igen at få lidt gang i pengestrømmen.
Med offensiven og den stramme kontrol er Gazas økonomi mere end på hælene. Den jævnlige lukning af grænserne gør det svært for gartnerne at eksportere deres frugter og grøntsager. Kontrollen med luftrummet gør ind- og udrejse så besværlig, at Gazas samhandel med udlandet er nærmest ikke eksisterende. Og fiskerne er uden fangstmuligheder, fordi israelske kanonbåde holder dem væk fra de gode fangstpladser. De intellektuelle er ganske enkelt stærkt bekymrede for Gazas fremtid.
”Det er tvingende nødvendigt, at der sker noget snart,” siger de. ”De militante skal kunne se, at det kan betale sig at forhandle. Men hvis ikke den økonomiske situation i Gaza bliver bedre meget hurtigt, så vil de kræfter, der ønsker en fredelig løsning miste terræn. De eneste, der vil drage fordel, er Hamas og de andre militante, og vi kan ende med det totale kaos her i Gaza,” lyder deres vurdering.
To år senere, efter israelernes og bosætternes tilbagetrækning fra Gaza, skal det vise sig, at ingen har taget advarslerne alvorligt. Og den pessimistiske kaos-spådom bliver til borgerkrigslignende virkelighed efter valgsejren til Hamas i 2006.
Elendighed og forråelse
Det er nu også vanskeligt at få øje på nogen grund til fredelig optimisme, når man bevæger sig rundt i Gaza City. Den trøstesløse elendighed gennemsyrer og forråer alt og alle. Det er som om både israelere og palæstinensere har afskrevet Gaza som helvedes forgård. Den værste straf, israelsk militær kan finde på at give småkriminelle palæstinensere fra Vestbredden, er deportation til Gaza. Og det siges, at nu afdøde PLO-leder Yasser Arafat når han holdt hof yndede at råbe ad dem, han mente var uenige med ham, at de bare kunne ”tage ned og drikke af havet ved Gaza”. Lavere kan man ikke synke.
Og sådan er her også. Ikke mindst nu under offensiven, hvor man på hvert andet gadehjørne risikerer, at et målsøgende israelsk missil rammer durk ned i den forankørende bil. Gaza er fyldt med informanter, der med trusler er lokket til at arbejde for den israelske efterretningstjeneste. Og når den israelske hær er på jagt efter en navngiven militant leder, så er det informantens opgave at give israelerne besked på hans eksakte opholdssted. Israelerne har udtænkt en metode, hvor informanten klæber et særligt materiale fast på den bil, der skal være målet – et materiale, der kan identificeres fra luften. I løbet af nul komma fem dukker et jagerfly eller en kamphelikopter op, affyrer missilet, selv mod tæt trafik, og i ni ud af ti angreb bliver bilen, alle dens passagerer og et antal tilfældige forbipasserende jævnet med jorden, inden den angrebne har talt til tre.
Den hemmelige Al-Masri
I Gaza Citys Tel Al-Hawa street gjorde israelerne det af med stifteren af Hamas, den svagelige Sheik Ahmed Yassin, da han i sin rullestol var på vej hjem fra fredagsbøn. Og en måned senere kom hans efterfølger som Hamas-leder, Abdul Aziz al-Rantisi af dage på samme måde.
Det er almindeligt kendt i Gaza, at flere end 150 militante og over 60 civile er blevet dræbt på den måde, og det får naturligvis hele Hamas’ ledelse til at gå under jorden, når en offensiv nærmer sig.
”Jeg tager mine forholdsregler, men jeg er ikke bange”, siger Mushir al-Masri, der er talsmand for Hamas.
Han har indvilget i at møde mig på en palæstinensisk kollegas kontor. Og det har ikke været nemt at få sat mødet i stand. Al-Masri tager ikke sin mobiltelefon selv. Han opgiver aldrig sine tilholdssteder, færdes aldrig alene og aldrig ad den samme rute to dage i træk.
Jeg sidder og venter på ham på det aftalte kontor. Men al-Masri dukker ikke op. Knap en time senere end aftalt banker det på døren, og en ukendt mand kommer ind og spørger efter den danske journalist. Først da han bliver overbevist om, at der ikke er lagt en fælde, ankommer talsmanden – en afslappet og velsoigneret 28-årig universitetslærer, der forsikrer, at nok så mange målsøgende raketter ikke får stoppet det, han betegner som den retfærdige modstandskamp mod besættelsesmagten.
”Vi håber alle sammen at komme til at dø som martyrer, og efter døden vil vi møde Allah. Jeg er som et hvilket som helst andet israelsk mål her i Gaza. Og skal jeg dø, vil jeg dø for Gud”, siger han. Med fast stemme og uden at løfte et øjenbryn.
I kø for selvmordsbomber
Jeg tænker på alle de jødiske kvinder og børn og familiefædre, jeg har set blive sprængt i luften af selvmordsbombere i Jerusalem og Tel Aviv. Hamas-folkens overbevisning om egen ufejlbarlighed er skræmmende. Og i takt med at drabstallene stiger i den israelske offensiv, så vokser Hamas’ popularitet.
”De står i kø for at blive selvmordsbombere, selv piger. Unge kvinder,” siger Ghazi Hamad, der er chefredaktør for Hamas-tidsskriftet Al-Resala. Jeg har fundet ham i avisens halvt nedbrændte chefredaktørkontor, hvor der lugter af brændte kontormøbler, og hvor glasskårene ligger tommetykt, så de knaser under skosålerne, når man kommer ind i lokalerne.
”Ja, undskyld her roder,” siger redaktøren, der med sin gestus med at lægge højre hånd over hjertet indikerer, at han ikke trykker hånd med kvinder. ”Det var et målsøgende missil fra en israelsk kamphelikopter, der ramte kontoret i går. Heldigvis kom der ikke nogen til skade.”
Vi sætter os i det det udbrændte kontor. Jeg sidder en anelse uroligt med tanke på, hvornår det næste missil måtte komme uanmeldt ind ad vinduet i sin søgen efter Hamas-redaktøren – og så lige tage mig med i købet.
Men jeg er tilsyneladende den eneste af os, der er en smule nervøs. Han kender til risikoen ved sin tilknytning til den militante organisation, og tager situationen med ophøjet ro.
”De ved, hvor jeg er. Hvis de vil dræbe mig, så kan de gøre det, når de vil,” siger denne 38-årige far til seks, der beredvilligt udlægger sin fundamentalistiske fortolkning af Koranens kvindesyn. Uden skam anser han det f.eks. for en dyd at kræve, at hans kone Huda skal gå fuldt tilsløret, så man kun lige kan se hendes øjne.
Min kvinde, min juvel
”Hun er min juvel. En fin diamant, man pakker ind i silke og gemmer i en æske. Man vil gerne have sin kvinde for sig selv og undgå, at andre mænd kigger på hende og kan se, hvor smuk hun er. Hvis alle kan se alting, så kan enhver jo fornøje sig med hendes bryster, hendes hofter, hendes øjne, og så er der jo ikke noget specielt tilbage til hendes mand,” docerer han.
Jeg spørger ham, hvordan en palæstinensisk stat med Hamas som ledelse kan komme til at fungere. Uden anelse om, at en demokratisk valgt Hamas-regering skal komme til magten mindre end to år senere. Chefredaktøren lover et demokratisk samfund med frihed og lighed for alle. Lidt lige som i Vesten – men med en anden moral.
”Prostitution vil f.eks. ikke blive tilladt. Heller ikke frie relationer mellem mænd og kvinder. Eller alkohol. Vi må uddanne folk til at finde de rigtige grænser.”
I Gaza lever man stort set allerede efter disse regler. Alkohol serveres ikke på nogen restauranter, endsige sælges frit hos købmanden. Vil man som udefrakommende have en øl, så må man selv smugle den med fra Israel – og drikke den på sit værelse. Eller man må søge optagelse i FN-klubben på strandpromenaden, Gazas eneste samlingssted med tilladelse til at servere promille-drikkevarer for udenlandske ikke-muslimer.
Supersoniske bomber
Tilbage på Beach Hotel indlogerer jeg mig på værelse 105 med panoramaudsigt over fiskerihavnen og Middelhavet. Hen under aften fyldes terrassen mod havet af familier og større grupper af henholdsvis mænd og kvinder, der skal spise, drikke kaffe og cola og ryge vandpibe. Al elendigheden til trods, og med en blodig krig som bagtæppe, så fortsætter Gazas sociale liv som det altid har gjort. Bryllupper hører lige så meget til dagens orden som begravelser.
Jeg får stort set ikke lukket øje den nat. Den første supersoniske F-16 bombe flår mig ud af søvnen ved to-tiden. Et brag og klirrende ruder får mig et øjeblik til at tro, at det var en bilbombe i hotellets stueetage, men hele hotellet ligger natstille hen.
Jeg frygter for de store panoramavinduer ved min seng. Sådan en gang glasskår, der flyver rundt i soveværelset på grund af lufttrykket vil være knapt så rart, så jeg trækker flere hold gardiner for og håber det bedste.
Jagerflyene brager denne nat gennem lydmuren lige uden for mine vinduer seks gange med mellem et kvarters og tre kvarters mellemrum. Kort nok tid til, at man ligger anspændt og spekulerer sig vågen på, hvornår det næste brag kommer. Længe nok til, at man når at falde hen, for så omgående at få søvnen flået i stykker af det ryk, kroppen giver ved det næste brag.
Næsten morgen er der røget et par vinduer i restauranten, hvilket hotelejeren finder er nådigt sluppet.
På ny i skudlinien
Jeg følges tilbage mod Erez-checkpointet med to kolleger fra det britiske tv-selskab ITN. Gennem den delvist sønderskudte Jabalya-lejr forbi de nybyggede boligblokke, som den saudiarabiske konge har doneret, indenom landsbyen Beit Lahia, hvor endnu et par palæstinensere under mistanke i nattens løb var blevet skudt ned, og frem mod ”Den humanitære vej”.
Landsbyen Karybadwya ligger øde hen. Ja, det er vel knapt en landsby, snarere en lille række huse langs en øde hovedgade. Så øde, at vi burde have anet uråd.
Inden for et splitsekund er jeg igen i skudlinjen. Denne gang flyver den usynlige snigskyttes første projektil forbi bilens højre siderude.
Chaufføren kaster vognen ind i en smal lerstampet gyde. Flere af de lokale beboere kommer til. Vi sætter os i flyverskjul op ad en husmur, mens kollegerne får mobiliseret både den britiske ambassade og IDFs pressechef, som efter nogle lange minutter ringer tilbage og forsikrer, at snigskytten vil holde inde med skydningen, indtil vi er kommet i sikkerhed på den anden side af Den humanitære vej.
Din terroristluder
Et par timers ventetid mere, og vi får lov til at passere checkpointet, tilbage til parkeringspladsen på den israelske side. Forude i Jerusalem venter et varmt karbad, et stort glas rødvin og en afslappet gennemgang af de seneste fredelige mails hjemme fra Danmark. Troede jeg.
For her har jeg trodset kampvognsskytter, målsøgende missiler, supersoniske bomber og snigskytter for at sende rapporter hjem fra fronten til læserne i Danmark. Kun for at finde en dansk dødstrussel på min mailadresse, da det hele var overstået.
Næstformanden for Dansk Folkepartis Ungdoms Københavnsafdeling, Morten Meng Pedersen, har fundet det passende – anonymt – at sende mig følgende opmuntring:
”Lene Frøslev, vi må da håbe, at du snart får en kugle i nakken, din terroristluder. Din racistiske propaganda er ren terrorisme, og den eneste gode terrorist er en død terrorist.”
Den skydegale kampvognsskytte i Gaza blev indrapporteret til den israelske forsvarsminister, og mailen fra den terrorist-fikserede Morten Meng Pedersen blev overdraget til politiet i København. Tre dage senere står jeg igen ved Erez-checkpointet på vej til Gaza City.
Efter 17 dages kampe efterlod Operation Angerens Dage 133 dræbte palæstinensere og fem dræbte israelere.
Kapitlet er bragt i Kvindelige Eventyreres antologi Langt Ude i Verden, Gyldendal 2007 og 2018
