Mens kaos raser i Bagdads gader sidder jeg i Khaled og Mayadas hjørnesofa og kigger ud på Paradispladsen – Firdouspladsen midt i den irakiske hovedstad. Resterne af statuen derude ligger på jorden og et par uformelige jerndragere strittede ud i luften der, hvor benene skulle være holdt på plads. Det er den statue af Saddam Hussein, der i forgårs var blevet revet ned af unge irakere og amerikanske soldater – tv-billederne gik verden rundt og dermed blev Firdouspladsen symbolet på den irakiske diktators fald.
To dage forinden var jeg og flere hundrede andre internationale journalister kørt de 500 kilometer gennem Iraks vestlige ørken og ind i en hovedstad præget af krig, lovløshed, snigskytter, frygt og had.
I begyndelsen af 00erne var jeg Mellemøstenkorrespondent for Berlingske med bopæl i Jerusalem i en tid, hvor jeg lå i fast rutefart mellem bomber i Gaza og bomber i Irak. Og i begyndelsen af april 2003 var det klart, at det var et spørgsmål om timer, inden den amerikansk-ledede koalition rykkede ind i Bagdad og fjernede Saddam Hussein. Kun ”Komiske Ali” påstod for rullende kameraer, at det ikke ville ske.
I konvoj med skudsikker vest
Vi er flere end 200 internationale journalister, der er samlet ud for en forladt og plyndret irakisk grænsestation i ingenmandslandet mellem Jordan og Irak. Det er den 10. april 2003, og vi vil køre i samlet konvoj de 10 timer gennem Anbarprovinsens stenørken mod Bagdad i håb om, at mængden af pressebiler vil sikre os mod angreb fra Saddam Husseins loyale folk, som vi vidste bebor landsbyerne i ørkenområdet. Og alle har vi pakket det normale krigsreporter-sikkerhedsudstyr: blå pressevest med kevlar og skudsikre plader og en blå skudsikker pressehjelm. Men vil vi blive mødt med giftgas? Vi ved det ikke, så derfor består bagagen tillige af en gul gummi-heldragt med visir og en nyindkøbt gasmaske. Udover rigelige mængder af vand, cola og billige kiks med vaniljefyld.
Vi skiftes til at sove i bilerne og forsøger at holde varmen ved interimistiske bål frem til daggryet. Gennem Irak forsøger ingen at stoppe konvojen, der kun nogle få gange må lægge vejen om ad udtørrede flodlejer, der hvor landevejsbroerne var blevet bombet sønder af amerikanske fly. Først på ”Dødens Landevej” gennem oprørsbyerne Falluja og Ramadi møder vi fjendtlige attituder, og en enkelt gang bliver en Kalashnikov affyret – uden at anrette skade. Vi kører forbi afkørslen til det berygtede Abu Ghraib-fængsel, hvor amerikanske soldater senere skulle terrorisere og ydmyge irakiske fanger, og nærmer os en millionby i kaos, frygt og vrede.
Kaos og anarki
Ruten går i zigzag mellem udbrændte irakiske kampvogne og forladte, sønderskudte busser, gennem øde hovedgader, hvor butiksskodderne skærmer for plyndringstogter, gennem amerikanske militære checkpoints, hen over tusinder af brugte patronhylstre. Ude fra periferien vælter tyk sort røg ind over byen fra de oliefelter, der er sat i brand og på gadehjørnerne står ungersvende og sælger illegal benzin i dunke og sodavandsflasker. Her lugter af brændt gummi.
Klokken er tre om eftermiddagen, og der er ikke et hotelværelse at opdrive. Jeg lejer mig ind i Khaled og Mayadas dagligstue og hyrer Khaled som chauffør, fixer og livvagt de kommende dage i denne retsløse by uden vand og el, og hvor affaldet ligger og stinker i gaderne.
Med Saddams fald er Irak sunket ned i kaos, anarki og lovløshed. Magttomrummet er mærkbart.
Mens regeringskontorerne går op i røg og tyvebander har stjålet computere, skriveborde og køleskabe, har den amerikanske hær oprettet hovedkvarter på det centrale Palestine Hotel. Bag flere rækker pigtrådsruller, sandsække og tunge maskingeværer forskanser de nye magthavere sig fra de vrede menneskemængder, der højlydt kræver kampvognene ud af byen.
Uden ledelse
Men der er hverken politisk eller administrativ ledelse. Ingen til at organisere en tilbagevenden til et normalt fungerende samfund.
Uden for Palestine Hotel står hundreder af mennesker, der vil søge jobs, låne en satellit-telefon eller søge tilladelser. Jeg bliver stoppet af Yousif Taher, direktør for landets største statslige mejeri i udkanten af Bagdad.
”Undskyld mig,” siger han på engelsk. ”Jeg har alt – strøm, benzin, personale og råvarer. Jeg skal bare have tilladelse til at starte produktionen igen. Ved du hvor jeg kan få det?”, spørger han mig. Millioner af indbyggere i Bagdad mangler mælk, smør og yoghurt, så I mangel af bedre spørger jeg for et syns skyld den nærmeste tilfældige soldat på vagt. Vi bliver enige om, at Yousif Tahir skal tage hjem og starte mejeriet op. Og næste dag kan Mayada og alle andre købe frisk mælk i et af de små supermarkeder.
Irakerne får selv hverdagen til at fungere så småt. Først kommer de småhandlende på gadehjørnerne, så åbner supermarkederne, derefter kebabrestauranterne og frisørerne. Men de millioner af offentligt ansatte ved ikke, om de nogensinde kan komme på arbejde igen. Der er ingen kontrakter, ingen aftaler, alle papirer er brændt og computerne er stjålet. ”Hvad skal vi leve af?”
Vagtværn og snigskytter
Kampvognene ruller larmende gennem gaderne på deres larvefødder, og kamphelikoptere flyver lavt over hustagene, så al samtale forstummer i rotorlarmen. Hæderlige mennesker anskaffer sig pistoler og Kalashnikovs og opretter vagtværn for at holde tyve og røvere fra dørene. Om natten dirrer vinduerne, når amerikanske maskingeværsalver gør det af med lokale snigskytter.
Rundt om i byen leder desperate familiemedlemmer efter Saddams hemmelige fængsler. ”De er dernede. Vi ved, de er dernede”, råber de og viser fotos af deres forsvundne brødre, sønner, fædre og onkler.
Uden for Saddam Arts Center er tyvebander ved at fjerne uerstattelige værdier fra det nationale kunstmuseum. Jeg får tilbudt et stort maleri med islamiske skrifttegn og moske-kupler i blåt og guld. Jeg takker nej, og malerierne bliver læsset på en trækvogn og kørt væk.
I det shiamuslimske fattigkvarter Sadr City er de etniske overgreb startet. Rygterne løber om sunnimuslimske lejesoldater. Frygten vokser.
Helt uvirkeligt
I stuen ud til Fidouspladsen vrider Mayada sine hænder: ”Vi så dem rive statuen ned derude. Vi troede ikke på, at han var væk. Og jeg tænkte: ”stakkels disse unge mennesker. De vil blive straffet hårdt, når han kommer tilbage”. Hun undlader instinktivt at nævne Saddams navn: ”Selv nu tror jeg ind imellem, at han kommer tilbage. Det hele er så uvirkeligt”.
Men det er virkelighed. Og midt i kaos får de almindelige middelklassefamilier i lejlighedskomplekset hverdagen til at fungere. Vi skiftes i lejlighedskomplekset til at have vand i hanerne to timer ad gangen. Der bliver arrangeret vagtværn, som går faste runder om natten. Ud ad vinduerne hænger hvide lagner. Og Sayf på 10 år er igen ude at spille fodbold med sine kammerater.
Ingen ved, hvornår de kan komme på arbejde igen, hvornår børnene kan komme i skole igen, hvornår der vil komme en hverdag igen. Ingen ved, at de kommende år ville ende i noget nær borgerkrig med bilbomber og sekteriske mord. Ingen ved, at Mayada og hendes børn de følgende år må flygte til Damaskus i Syrien og leve under kummerlige forhold sammen med titusinder af andre irakere. Ingen ved det.
Kapitel er bragt i antologien Den Yderste Grænse, Gads forlag 2022
