Hans guldtand blinkede i solen mens han pegede på mig med sit afsikrede automatgevær.
BON NGIA CREEK
Der er visse mænd, man ikke skal diskutere med. Og der er visse situationer i ens liv, der opleves, som om man har fået hovedrollen i en dårlig C-film.
Omtrent sådan var det, da jeg forleden stod ansigt til ansigt med seks svært bevæbnede repræsentanter for den nigerianske hær ved en øde flodbred, dybt inde i mangrovesumpene i Ogoniland.
Dette område i det olierige Niger Delta har indtil for ganske nylig været veritabelt ”No Go-area” for hvide. Og det er stadig ikke et sted, medarbejderne ved olieselskabet Shell, som er Nigerias største olieproducent, tager til.
Shell og miljøaktivisterne
Voldsomt oprør blandt ogonifolket mod en kombination af forurening og økonomisk udsultning tvang i 1993 Shell til at lukke alle sine boreinstallationer i Ogoniland. Det var efterdønningerne af disse uroligheder, der i 1995 fik den daværende militærdiktator Sani Abacha til at hænge forfatteren og miljøforkæmperen Ken Saro-Wiwa sammen med otte andre ogoniaktivister – hvorved Nigeria fik hele det internationale samfund på nakken.
Og at dømme efter den vrede, man møder hos de lokale fiskere og yamsdyrkere, så bør Shell ikke spekulere på at komme tilbage foreløbig.
Det var her, min nye ogoniven, Saturday, tog mig hen for at sejle i kano mellem de gamle olieinstallationer. I sumpen med fiskerne Gbaranen og Taaghalo, der bor i en lille hytte ved Bon Ngia-vigen.
Seks soldater ud af det blå
Vi havde stadig den svuppende fornemmelse af varmt, gråt mangrovemudder mellem tæerne, da de seks soldater dukkede op ud af det blå. Måske nogle har givet dem et praj om, at der var set hvide mennesker på egnen. Måske havde de tænkt, at der var lidt dash-money (bestikkelse) at hente. Måske havde de bare tilfældigvis lyst til at markere sig lige her. I hvert fald var de pludselig meget nærværende.
Der blev råbt meget højt. Ordrerne blev skreget ind i ansigterne på de syv-otte mænd, der stod ved hytterne, og da det ikke gik hurtigt nok med at sætte sig med ryggen mod muren, så blev der fyret skræmmeskud op i luften.
Saturday blev beordret ned på maven, og han fik hænderne bundet på ryggen, inden en militærstøvle landede brutalt på hans venstre arm.
”Hvad er du her for,” skreg en lille spinkel hidsigprop fra den nordlige hausastamme til mig. Han kneb øjnene sammen og hans guldtand blinkede i solen, mens han pegede på mig med sit afsikrede automatgevær af den gamle britiske Fabrique National-type.
Udtryksløs og rank
En uforklarlig ro fandt mig i de sekunder. Og jeg svarede venligt, men bestemt og som sandt var, at jeg som journalist var i Nigeria for at skrive om det demokratiske valg, for Berlingske Tidende i Danmark.
Hausaen vendte sig frådende mod Saturday og sparkede ham i skridtet. ”Valg! Er der måske valg her ved floden? Du lyver, du gør. Ved du måske ikke hvorfor vi har våben?”, skreg han og nød så åbenlyst sit magtmisbrug. ”Det er for at skyde sådan nogle som dig.”
Saturday sad udtryksløs og rank og sagde ingenting. Han viste ingen følelser, men jeg vidste, han var bange, for han havde prøvet dette her før for et par år siden. At blive gennembanket i en fængselscelle med en ledning og en slags nihalet kat, der flår skindet op. At de kommer med en gloende kniv og hakker den ned i maveskindet. Han havde vist mig arrene, der stadig var umiskendeligt tydelige
En fedladen ibenholtsort soldat i camouflageuniform stirrede koldt på mig, pegede med sin riffel og supplerede råbende sin frådende kollega, at jeg ville blive arresteret og skulle med for at forklare mig for deres overordnede.
En fiktiv ambassademiddag
Den tilsyneladende leder af delingen var en lang, slank fyr i sort, kortærmet uniform og grøn baret. Hans øjne var skjult bag et par mærke, guldindfattede pilot-solbriller, og han var eget interesseret i at vide hvem, der kendte til at jeg befandt mig hed i en øde sump i Ogoniland.
Ikke helt i overensstemmelse med sandheden forsikrede jeg, at det vidste alle skam. Min redaktør, ambassaden, informationsministeriet, og hvem jeg ellers kunne komme på af autoriteter. For de skulle i hvert fald ikke tro, de kunne komme af sted med beskidte trick, uden at der var nogen, der ville opdage det.
(Opdatering): ”I må lade mig, min guide og chaufføren gå straks,” sagde jeg med fast og myndig stemme. ”Jeg skal nå et fly i Port Harcourt om to timer, for jeg skal til middag med ambassadøren i aften. Og hvis jeg ikke kommer, så vil I få problemer.”
Jeg fortrak ikke en mine. Så da delingsføreren (igen) havde inspiceret mit pressekort og den officielle akkreditering fra Lagos, stod det ham lysende klart, at han havde en dårlig sag.
Nu gjaldt det for dem om at kunne kontrollere skaden, inden de trak sig tilbage. Så jeg måtte forsikre dem om, at jeg forstod, at de ikke var her på grund af mig. At de bare passede deres arbejde. At de ikke var ude på at fornærme mig eller forulempe mig. Når man ser ind i mundingen på at skarpladt automatgevær i en afrikansk ødemark, så falder den slags forsikringer ikke særlig svært.
Undskyld, men dette er Nigeria
Vi fik lov at gå, Saturday, chaufføren og jeg, efter at have oplyst navn og adresse. Men inden vi nåede at starte bilen kom nogle af de lokale kvinder hen for at trykke min hånd og sige undskyld. ”Undskyld for det, du har oplevet i vores landsby.”
Saturday tog sig til den arm, hausasoldaten havde sparket, men konstaterede at dette jo var en del af dagligdagen i Nigeria. ”Og der er, som om at efter Abacha døde (sidste år, red.) så er det hele blevet meget mindre voldsomt.
Men man kan så fundere over, hvor lang tid, der vil gå, før løfterne om de kommende demokratiske tilstande når ud til Ogoniland.
Offentliggjort i Berlingske 28. februar 1999, Tegning af Claus Seidel
