Karelen er epicentret for finsk nationalromantik. Her ligger de store søer, de mange øer og de dybe skove og byder sig til som et eldorado for outdoor-turisme og afslapning. Men Finlands hjerte er også operafestival og et stykke dramatisk Europahistorie
KOLI
Ukka-koli hedder klippen. Den ligger højt oppe over søen Pielinen og herfra udbredes en episk udsigt over Finlands nationallandskab: søer, øer og skove. Sådan en smuk nordisk sommeraften, hvor solen aldrig vil gå ned, er det balsam for sjælen og klassisk musik for øjnene at stå her og indånde den finske sjæl.
Vi er i Koli Nationalpark på den 63. nordlige breddegrad, på højde med Island og Sydgrønland. Der er her, Finlands nationalromantiske kunstnere lod sig inspirere. Herfra stammer national-eposet Kalevala. Og man behøver bare at tænke på Jean Sibelius’ Finlandia-hymne, og straks er duften af birkeskov i næseboerne.
Det var netop ønsket om at se søer og birketræer, der bragte os til finsk Karelen, dette noget oversete område, der tilmed hører til et af de mest dramatiske i Europas historie. Og vi har fået det hele i rigelige mængder på mindre end end uge. Lad det være sagt med det samme: jo! Her er ogå myg, som der altid er i områder med sø og skov og uden forurening. Men vi har kunnet klare os med den danske myggespray, selv om de svenske og finske afskrækningsmidler siges at være langt mere effektive.
Søer og birketræer
Bare et kvarters kørsel i lejebil fra Helsinkis lufthavn er vi på landet. Motorvejen mod nordøst skærer sig igennem de lyse skove, hvor birketræerne står med deres høje, hvide stammer og lysegrønne kroner. Vejsiderne og midterrabatten et et bølgende hav af lapisblå lupiner, og jo tættere, vi kommer det finske Lake District, des mere intensiveres landskabet: skove, søer, skove, søer, klipper, skove og søer.
Savonlinna er hovedstaden ved Finlands største sø, Saimaa. Smukke, gamle træhuse og nutidigt byggeri ligger side om side i byen, der strækker sig over flere småøer. En slags finsk svar på Skagen med et hyggeligt marked og gode designbutikker, hvor man også kan få sit Marimekko-behov dækket.
Vartegnet er den store middelalderborg Olavinlinna, bygget i 1475 og opkaldt efter den norske vikingekonge Olav Den Hellige. Finland var da en del af Kalmarunionen og dermed under dansk overherredømme, og det var den svenske rigsforstander, Erik Axelsen Thott, der lod borgen bygge som værn af den yderste nordiske/svenske grænse mod Rusland. Uden held, skulle det vise sig et par hundrede år senere.
Opera- og andre festivaler
I dag er Olavinlinna ramme om en af Europas store operafestivaler. Hvert år i juli og august samles flere tusinde internationale operaelskere i den lille provinsby, hvor indbyggerne gerne flytter ud af deres hjem for at leje dem ud til turister, når hotellerne er fyldt op. Borggården er overdækket med en stor canopy, så de op mod 2300 tilskuere kan nyde den professionelle lyssætning, selv om aftensolen skinner uden for. Denne sæson er allerede godt fyldt op, og det er tilrådeligt at bestille både billet og overnatning på forhånd.
Finnerne i sø-distriktet er i det hele taget glade for festivaler. Til den mere folkelige side arrangeres de årlige verdensmesterskaber i mobiltelefonkastning, og i den nærliggende by Sonkarjärvi holdes de uforglemmelige verdensmesterskaber i konebæring.
Ud på søen med gamle dampskibe
Efter et godt morgenbord med masser af fisk og kareliske ris-specialiteter, tager vi på formiddagscruise på Saimaa. Det elegante dampskib Punkaharju med sine klunkegardier og træsaloner er bygget i 1905, i en tid, hvor det meste af transporten i området foregik på vandet.
Der tudes tre gange til afgang, og forude venter halvanden times ren afslapning, hvor man kan blive opvartet af unge kvinder, mens småøerne glider forbi. Og hvis man ser godt efter kan man måske få øje på en enkelt sæl eller to. Vi sejler tæt forbi den imponerende borg og får også et glimt af den træindustri, som både de lokale og hele Finland har været og stadig er så afhængig af.
Har man mod på en længere tur på de finske søer, så er det muligt at sejle hele vejen fra Helsinki til Savonlinna – en afstressende to-dages tur. Eller man kan tage rutebåden fra Savonlinna til Kuopio og være fremme ved aftenstid.
Friluftsparadis på vandet
Vi vælger landevejen mod Linnansaari nationalpark, som er en samling af hundredevis af småøer i Haukivesi-søen. Et paradis for outdoor-entusiaster. I kano eller kajak og medbragt telt, sovepose og fiskestang er der mulighed for at par herlige dage i vildmarken. Vores mål var Linnansaari-øen, hvor der er gode, markerede vandrestier og mulighed for at se masser af fugle og kolonien af Saimaa-ringsæler.
Men vi kommer aldrig så langt, for selv ved midsommer er turistsæonen ikke rigtigt startet. Derfor er sommerens søbusser ikke sat ind, så eneste mulighed vil være at leje en kajak eller tage en dyr vandtaxa. Et kortvarigt familieråd falder ud til fordel for yderligere 100 kilometer i bil mod nordøst. Et valg, vi ikke kommer til at fortryde.
Vi glæder os over fremragende skiltning, selv når vi vælger at køre ad de små veje. GPS er slet ikke nødvendigt, og vi klarer os glimrende med bare biludlejningsfirmaets kort, vejskilte og en rimelig stedsans.
Karelens sørgelige historie
Næste stop bliver Nordkarelens hovedstad, Joensuu. En større universitetsby med en hyggelig lille flod, Pielisjoki, der flyder gennem byen. Også her kan man nyde en tur med flodbåden, eller sejle på Pyhäselkä-søen, men man kan også dykke ned i Karelens dramatiske historie på byens glimrende lille museum Carelicum, der praktisk nok også huser turistinformationen.
Med fotos, beretninger og statistikker er her forklaringen på, at finnerne sukker så dybt og bliver fjerne i blikket, når de taler om Karelen. Blodige krige først mellem Sverige og Rusland og siden mellem Finland og Sovjetunionen har hærget området i århundreder. Og efter anden verdenskrig måtte Finland – efter alliance med Nazityskland – afstå det meste af Karelien til russerne. Tilbage i Finland er Nord- og Sydkarelien, mens russiske Østkarelien strækker sig fra helt Hvidehavet i nord til Finske Bugt i syd.
Sorgen over det tabte land synger finnerne stadig om i mol. Og så alligevel læger de politiske og økonomiske realiteter også her de gamle sår.
Grænsen mellem Finland og Rusland er relativt åben, og man kan nemt komme fra Lappeenranta i Sydkarelen til den østkareliske hovedby Vyborg i Rusland uden først at skulle have visum. Omvendt kommer mange russere på ferie i Finland – afstanden til St. Petersborg er nogenlunde den samme som til Helsinki – og i hundredevis af russere har købt en dacha i områderne tæt på motorvejen til Vyborg. Og selv om den ældre generation af finske kareliere er noget reserverede over for de nye feriegæster, så bliver de budt velkommen af de handlende, der gerne tager mod rubler.
Nationalpark med kunstfestival
Yderligere godt en times kørsel mod nord kommer vi til feriens højdepunkt: nationalparken Koli. På toppen – 347 meter oppe over søen – ligger parkens eneste hotel, hvor vi for 126 Euro for et standardværelse får en enestående udsigt over Finlands mest fotograferede landskab. Sauna tilmed inkluderet, og når dagens vandreture er overstået kan man mod ekstrabetaling blive pampered i den nye wellnessafdeling og efterfølgende nyde en lokal Karjala øl.
Vi bestiger Ukko koli og Akka koli og sidder først og glaner over sølandskabet mod øst og siden falder vi i staver over skovlandskabet mod vest. Stilheden er larmende. Kun afbrudt af fuglesang, hvislen i birkeløvet og en enkelt medturist med skudklart kamera.
Besøgscentret ved siden af hotellet foreslår et par lette vandreruter, der kun stiger op og ned og ikke går gennem strømmende elve. På vejen møder vi overraskende kunstværker, der står mere eller mindre gemt i naturen som en del af denne sommers nordiske milljø-kunstfestival, og vi gør frokost-holdt ved det lille færgested Satma. Opturen til hotellet opleves i trætophøjde fra en stolelift, der senere på året betjener vinterens skiturister.
Marimekko, tapas og Sibelius
Vi slutter med et solidt morgenmåltid på morgensol-terrassen, inden turen igen går mod syd. Der gøres holdt i Punkaharju, en smal, skovklædt sandtange med søudsigt til begge sider. Det er endnu et af Finlands 27 officielle nationallandskaber. Sandtangen har i århundreder forbundet middelalderborgene i Vyborg og Savonlinna, og i dag indbyder den til cykel- eller vandreture.
Herfra er kun få timers kørsel til hovedstaden. Har man fået storby-ve af al den natur, så kan man passende slutte af med lidt designershopping på Esplanadi, en bid fisketapas i Helsinkis torvehaller på havnen eller tage en sightseeingtur med sporvogn og besøge bjergkirken.
Og hvad kunne være mere passende, end at slutte Finlandsrejsen med et besøg i Sibeliusparken med det markante monument for komponisten. Skabt af den kareliske kunstner Eila Hiltunen.
Offentliggjort i Berlingske 3. august 2013
