+45 20913566 lene@globaltudsyn.dk
Fra den ene dag til den anden blev det franske kolonisprog smidt i skraldespanden. Engelsk er nu blevet officielt undervisnings- og arbejdssprog i Rwanda – et af Afrikas mindste lande.

RUKARA

Ved bredden af  Muhazi-søen og for enden af en kilometerlang rødstøvet jordvej i det østlige Rwanda ligger landets nyeste center for uddannelse af skolelærere. Rukara College of Education hedder det. Og et af de væsentligste programmer på institutionen er at lære de overvejende fransktalende studerende at tale og undervise på engelsk.

Ved siden af modersmålet kinyarwanda har fransk i næsten 100 år været været officielt undervisnings- og arbejdssprog. Men nu er den lille tidligere belgiske koloni i fuld gang med en lingvistisk revolution. Fransk er adieu. Fremtiden er engelsk. Og det i en sådan grad, at Rwanda har søgt – og fået bevilget – optagelse i sammenslutningen af tidligere britiske kolonier, Commonwealth.

“Fransk er ude. Hvis vi som lille land skal hævde os her i regionen, så skal vi kunne begå os på engelsk. For engelsk er det vigtigste sprog i verden,” konstaterer Emma Rubagumya, seminariets vicerektor.

Og transformationen skal gerne gå stærkt. Det er en af grundene til, at den tidligere kontorchef i undervisningsministeriet nu har ansvaret for effektivt at få sendt bundter af nyuddannede engelsktalende skolelærere ud i undervisningssystemet.

“Det er en udfordring for de studerende, der kommer med en fransk baggrund. Men de er opsat på det og klør på med krum hals. Den største udfordring er udtalen,” siger Emma Rubagumya.

Økonomisk begrundelse

Det var Rwandas præsident, Paul Kagame, der i 2008 satte den sproglige omvæltning igang. Argumentationen var hensynet til landets økonomiske fremdrift.

Rwanda er medlem af det østafrikanske fællesmarked EAC, hvor sværvægterne i nabolandene Kenya, Tanzania og Uganda, har engelsk – og swahili – som officielle sprog.

Kagame har en vision om, at Rwanda skal være Afrikas svar på Singapore. Så for at tiltrække virksomheder og i en satsning på at blive en international spiller i IT-branchen, blev dagligdagens “Bonjour” fra den ene dag til den anden skiftet ud med “Goodmorning”. Lige fra underskolen til regeringskontorerne.

Og befolkningen har rettet ind. I hvert fald i hovedstaden Kigali, hvor samtlige reklameskilte er på engelsk, og i et moderne supermarkeds bogafdeling er ikke en eneste fransk titel til at opdrive.

Landets godt 30.000 fransktalende skolelærere bliver sendt på efteruddannelse og prøver så godt de kan at lære fra sig på det nye sprog. Støttet af hundredevis af hjælpelærere fra Kenya og Uganda eller frivillige fra Storbrittanien og USA.

Langvarig proces

Ude på landet, hvor fattigdom og fejlernæring er dagligdagens vilkår, er man knapt så sofistikerede. Her tales der primært kinyarwanda, også selv om engelsk nu formelt er undervisningssprog fra 3. klasse og opefter. Der er mangel på skolelelærere, og dem, der allerede har lært sig engelsk, er ikke tiltrukket af et landsbyliv for enden af en jordvej uden elektricitet og rindende vand.

Men det skal seminaret i Rukara råde bod på. Og om føje år – Emma Rubagumya vil ikke gætte på, om det er 10 eller 20 eller 30 – vil den sproglige transformation kunne kaldes en succes.

“Det er en proces. Man kan ikke flytte alle lærere på én gang, og det er særligt svært for de ældste. Men de er opsat på det og arbejder hårdt på at lære,” siger Emma Rubagumya.

Man vænner sig hurtigt

På seminariet tales og undervises der udelukkende på engelsk. Og både de studerende og de ansatte siger, at det ikke er så svært, selv om de undskylder den stærke franske accent.

“Jeg er det levende eksempel på, at programmet virker,” siger 30-årige Hubert Bizimana.

Han er født op opvokset i Kigali, hvor man talte kinyarwanda hjemme og fransk i skolen. Først på universitetet blev Hubert introduceret til engelsk.

I dag er den nybagte far til et par tvillingedrenge ansat på rektors kontor på seminariet og betegner sig selv som sproglig rollemodel for de studerende.

“Man vænner sig hurtigt til at tale engelsk. Det er et spørgsmål om beslutsomhed og motivation,” mener han.

“Vi skal nok klare den. Uanset problemerne, så vil Rwanda blive et engelsktalende land. At skulle lære engelsk er jo ikke den største udfordring, vi har haft i vores historie. Dette her er nemt. Vi skal nok komme igennem det,” siger Hubert Bizimana med fast stemme.

Han var 12 år gammel, da folkemordet på mellem 800.000 og 1 mio. tutsier og moderate hutuer fandt sted i 1994.

Offentliggjort i Berlingske 25. juli 2012

Læs også Rwanda: Folkemord og franske beskyldninger