Dagbogsbilleder fra en rejse til Islams vugge hvor vi møder en prins, vi støder på tabuerne i det moderne Saudi Arabien og vi opsøger en halshugning, der ikke finder sted.
RIYADH
Hovedstaden i Saudi Arabien lader ingen i tvivl om, at dette – et af verdens rigeste lande – er skabt af kongelige ørkenbeduiner.
Indflyvningen foregår i en forrygende rød sandstorm. Riyadh ligger på et ørkenplateau, og der er sand over alt. Bogstaveligt talt. Hjulspor på sand bliver til asfaltveje på sand. Lave huse i beton krabber sig sammen mod centrum, ørkensandet bliver til en millionby med de to designer-skysrabere Faisalia Tower og The Kingdom Tower som det 21. århundredes shopping-himmel for velbeslåede familier med tætte stamme-relationer til den eneherskende kongefamilie.
“Kald mig bare Mohammed”, siger manden i telefonen. En ydmyg præsentation, når det nu er et medlem af kongefamilien, der er i den anden ende af røret.
Den høje og ranke midaldrende mand ligner ved første øjekast det, han er: en vaskeægte arabisk prins. Iklædt en dyr, snehvid Thobe-kjortel med en smuk transparent cremefarvet bisht-frakke med guldkanter slynget over skulderen. En aura af dyr herreparfume står omkring ham, da han sætter sig og byder på kardemommekaffe og nyplukkede dadler som det sig hør og bør i beduintraditionen. Men han vil ikke i avisen. Han vil ikke fotograferes. ”Jeg skal ikke være den, der fører mig frem, dertil er jeg slet ikke betydningsfuld nok”, siger han.
7000 prinser og Wahabi
Historien om den enevældige saudiske kongefamilie under ledelse af Kong Abdullah er en skønsom blanding af 1001 nats eventyr og blodigt Shakespeare-drama. Kongefamilien med dens 7000 prinser og et ukendt antal tusinde prinsesser behersker landet og en stor del af de private forretnings-emperier. Religionen, den strikte fortolkning af den islamiske sharia-lovgivning og reguleringen af den kønsdiskriminerende familiejura styres af det konservative præsteskab. Sådan har det været siden den magtfulde Saud-familie i sin tid indgik en strategisk politisk alliance med den fundamentalistiske Wahabi-stamme.
Det er derfor kvinder ikke må køre bil, at de ikke må rejse uden deres mands samtykke og at de endnu ikke har stemmeret. Det er også derfor, at forbrydelser straffes på middelalderlig vis. Men ikke en sauder – fra de royale cirkler ned til yngste kontormand – kunne drømme om at fordømme de grusomme straffesanktioner. For uden dette afskrækkende element, så kunne alle jo begå de alvorligste forbrydelser, lyder logikken. Ikke et ord om Al Qaeda-terrorister og Osama bin Ladens efterkommere i ånden, der har fundet inspirationen i wahabismen.
Samarbejde og forståelse
Prinsen, vi møder, taler længe om det saudiske samfund, der er ved at reformere sig selv.
Man må forstå, at der følger en særlig religiøs forpligtelse med at styre et samfund, når Kongen her tager vare på de to helligste byer i Islam, Mekka og Medina. Men det er kun et spørgsmål om tid, før de saudiske kvinder får både lov til at køre bil og til at stemme ved lokalvalg. Det er kun et spørgsmål om tid før Saudi Arabien har udviklet tættere relationer til landene i EU.
”Der har aldrig været tale om civilisationernes sammenstød. Det har været ignoranternes sammenstød”, siger han om den vanskelige forståelse mellem øst og vest for hinandens kulturer og religion. Ikke mindst oven på krisen om Muhammed-tegningerne, som ifølge prinsen er blevet misbrugt politisk af alle parter i både øst og vest. Men det er kun et spørgsmål om tid før alt igen vil være normalt.
Vi har brug for mere samarbejde og mere forståelse. Ikke det modsatte”, forsikrer han.
Saudi Arabien på rette vej, forlyder det fra prinsen. Og med ham også avisredaktøren, universitetsprofessoren, diplomaten og it-studinen. Det er kun et spørgsmål om tid, før denne em af middelalder er fordampet og Saudi Arabien fremstår som et ligeværdigt civiliseret land.
Men tid er et udefinerligt begreb. Som så meget andet, er arabisk tid og europæisk tid ikke sammenlignelige størrelser. Måske er det ikke et tilfælde, at de fleste ure i det offentlige rum i Riyadh er gået i stå.
Dobbeltmoralen
En af de lokale vestlige journalister er lige vendt tilbage til Riyadh fra ferie i Europa. ”Det er som at komme tilbage i et stort fængsel”, sukker han.
Han er en mand, der kender sit stof og sin by. Han kender alle rygterne, og han kender dem, der finder smuthullerne i den islamistiske lovgivning.
Forbudet mod alkohol? Ha, der er ikke en eneste sauder med indflydelse, der ikke har masser af ægte sprut at byde på. Og så er der ikke så lidt hjemmebryg i omløb blandt de vestlige gæstearbejdere.
Prostitution? Masser. Uden for shoppingcentrene – saudernes primære folkeforlystelse – står de ofte og er parate til at blive samlet op af saudiske mænd, der har en ekstra villa et sted til den slags møder. Internettet og chatrooms er også en fornuftig opfindelse til at skabe kontakter. Ja, rygter vil vide, at store offentlige institutioner har været ramme om deciderede callgirl centraler.
Homoseksualitet? Jo da. Byens store luksushotel siges at være mødested for gays, og Net-blogs fortæller om bøssebarer ikke alene i det frisindede Jeddah, men også i det konservative Riyadh.
Narko? Ja, masser. Det er faktisk et af de største sociale problemer i det saudiske samfund. Selv om der er dødsstraf for narkosmugling.
Chop-chop-square
På den officielle fredags-fridag inviterer en europæisk læge os på udflugt til den røde sandørken en halv times kørsel fra Riyadhs centrum.
”På vejen kan vi lige køre ind forbi pladsen ved den store moske og se, om der skulle være en halshugning efter fredagsbønnen. Hvis I altså har lyst”, lyder tilbuddet.
Lyst og lyst, det er nok så meget sagt. Men når nu den slags offentlige dødsdomme rent faktisk eksekveres i dette land, så bør man vel som journalist være nysgerrig nok til at opsøge grusomheden.
Det annonceres aldrig på forhånd, om der er en dødsdom i vente. Men de lokale ved, at når det sker, er der altid masser af politi på pladsen.
”Jo, jeg har set det nogle gange. Det er ikke behageligt, men det værste er dog når det ikke lykkes i første hug. Men det sker da også, at synderen på selve pladsen bliver benådet af ofrets familie”, fortæller vores vært.
Et par år gammelt BBC-interview med en af bødlerne, Mohammed Saad el-Beshi, flammer ind på lystavlen. Halshugningen foregår med sværd. Bødlen beder den dømte om at recitere Shahada – bekræftelsen af den muslimske tro. ”Jeg læser dødsdommen og på et signal hugger jeg fangens hoved af. Det er forbløffende hvor hurtigt sværdet kan skille hovedet fra kroppen”, fortalte bødlen til BBC.
Denne fredag er der intet politi på den plads, som vestlige internetchattere med sarkasme kalder for ”chop-chop-square”. Her er kun lovlydige borgere, der haster hjem fra fredagsbønnen til frokosten med den udvidede kernefamilie.
Et par dage senere blev et par narkosmuglere halshugget i en anden by. Og i mandags skete det igen. Det var halshugning nummer 86 alene i år i Saudi Arabien.
Her er 50 graders varme. Fredagsbønnen er forbi og uden for byen blæser det røde ørkensand sammen i store brændende klitter.
Om et øjeblik vil det moderne Riyadh med motorveje og shoppingcentre rykke ud over klitterne. Det er kun et spørgsmål om tid.
Artiklen er bragt i Berlingske i september 2006
